Én dag mere......

...... hvor trætheden har slået en voldsom klo i mig.

Hele kroppen føles brugt, slidt, ugidelig, som havde jeg gennemført 8 omgange i en boksering - uden modstander, for det er jeg godt nok alt for træt til. Og det eneste jeg har gjort, er det samme som jeg gør hver evig eneste dag, når tiden er så vidt.

Sovet.

Ind i mellem kan det der søvnværk godt nok være en overvurderet oplevelse. Især, når den netop overståede dag overhovedet ikke har budt på noget andet end det, at vente på sengetid. Og den slags dage har der været nogle stykker af på det seneste, synes jeg.

Dage, hvor jeg allerede fra det øjeblik jeg slog øjnene op vidste, at jeg ikke skulle lave noget som helst. Hele dagen. Uden afbrydelser. Helt alene.

Bare kigge lige ud i luften, og eksistere. Ingen større tankevirksomhed. Ingen kreative madplaner, allerhøjst et stykke med bart. Ingen rengøring - opvask - tøjvask - eller noget af alt det der, der normalt hele tiden er nok af, og som ville kunne fylde tiden mellem opvågnen og indsovning.

Og heller ingen lyst til noget som helst.

Her er det, at jeg nok lige bliver nødt til at stoppe dig, kære læser, inden du kaster dig ud i at remse alle de ting op, jeg med største naturlighed kunne have fyldt sådanne dage ud med. For tro mig, jeg kender dem allesammen, og ville på en god dag også have indtil mange gange lyst, til at kaste mig ud i dem.

Bare ikke på dage, som i dag.

Og så er vi tilbage ved trætheden, ulysten - kært barn mange navne. Dovenskab er dog ikke et af disse navne, for hvis det bare var dovenskab, der stod som en uoverstigelig klods foran mig på sådanne dage, så var der noget at gøre ved situationen.

Nemlig bare se at komme igang.

Men - trætheden, der fylder mine muskler, lammer min tankevirksomhed, og slører min opfattelsesevne, har intet med dovenskab at gøre. Det samme gør sig gældende for den ulyst, jeg allerede på vej ud af sengen følte fylde mit sind. For jeg ved, at såfremt jeg forsøger at bekæmpe den, vil trætheden fylde endnu mere i min krop.

Både mentalt og fysisk.

Hvilket jeg egentlig ikke føler, jeg har brug for - sådan, lige her og lige nu. Til gengæld tror jeg, at jeg har brug for at lade netop samme træthed få lov til at rase ud. Få lov til, at fylde min krop til bristepunktet, og så forhåbentlig forsvinde igen, uden at efterlade sig spor.

Og mest af alt - uden at sætte fælder op for den ædruelighed jeg dagligt holder mig for øje, og uden at gøre skade på hverken krop eller sjæl.

Så må jeg finde Sindsro, til at acceptere de ting, den eventuelt efterlader sig, hvis jeg da ikke kan ændre dem.

Jeg skal bare lige finde kræfterne til det.

Èn dag ad gangen.......

Ét trin ad gangen........