Automatisk tilgivelse........

....... findes ikke.

Det er meget nemt, at falde i en helt bestemt fælde, når man har valgt at gå i behandling og blive ædru. En fælde, hvor man ubevidst tror, at der findes automatisk tilgivelse for de ting, man har begået i sin aktive periode.

Og da især, når det er familien, der er involveret.

Men tro mig, der findes ingen automatik i tilgivelse - ingen forventede efterbevillinger eller klippefaste "Uanset hvad du har gjort, så tilgiver jeg dig, for vi er jo familie"-øjeblikke, når det kommer til alt det, der er sket i mit liv.

For ingen - heller ikke familien -  er istand til at påstå, at de kender mig helt ind til benet, og de derfor vil kunne tilgive de nogle gange horrible ting, jeg har enten været involveret i eller begået selv, gennem det liv, der har været overfyldt med sprut og dårlige beslutninger.

Første gang, jeg gik i behandling, havde jeg en nærmest klippefast tro på, at bare jeg nu erkendte det, jeg havde begået i mit liv, overfor den familie, der nærmest måbende stod på sidelinien og ikke anede hvad det var der skete - så ville alt blive godt, og jeg ville kunne undgå at falde i igen.

Men der skal arbejdes for det. Arbejdes på, at give slip og lade familien finde sine egne ben i den sygdom, de jo også har været påvirket af gennem alle årene, og som har sat sine spor i deres hverdag og liv.

Og arbejdes på, at kunne acceptere det, såfremt de ikke har lyst til at give slip på deres indstilling overfor mig. En indstilling, jeg har været for tilbageholdende med at tage fat i - både i årene efter min første behandling, og i tiden siden jeg kom hjem fra min anden.

Af frygt for at miste dem fuldstændigt.

Håbet og ønsket om den "Automatiske Tilgivelse" har været så indgroet i mig, at jeg ikke har gjort andet, end lade dem vide at jeg var blevet ædru. Og det er jo så langt fra noget, der kan bruges til noget som helst.

Men hvordan skulle jeg da også kunne tro, at jeg bare kan komme brasende ind i familiens liv igen, og forvente de hver for sig skal kunne kaste deres opfattelse af hvem, og hvad, jeg er, bort ? Jeg har jo selv været primus motor i cementeringen af den, så jeg havde noget at drikke videre på.

Og med de begivenheder, familien har enten været udsat for, eller blevet præsenteret for på tredie hånd, er der ret meget at tage fat på - for både dem, og mig. Og uanset mit eget ønske og håb om, samt vilje til, at tage fat på det alt sammen - én ting ad gangen - er der jo ingen garanti for, at de, hverken som familie eller enkeltvis, har lyst til at tage fat i noget, der kunne risikere at gøre dem selv ondt.

Ikke alle erkendelser er lige nemme at sluge - især ikke når det er familiens helt egen private alkoholiske sorte får, der peger på sine egne.

Havde mit liv været en kopi af en amerikansk julefilm, så ville jeg måske kunne forvente at blive forenet med familien - sådan, kort tid før rulleteksterne - i en scene, hvor kameraet ville zoome langsomt ud fra den glædestårefyldte situation, hvor familien én for én har haft banket på den frønnede dør, for at komme ind og sige de havde savnet mig og at jeg var tilgivet, mens sneen dalede sagte ned, og sprøde klokketoner ringede julen ind.

Men mit liv er virkelighed. Og i virkeligheden kræver muligheden for tilgivelse hårdt arbejde, uden der dog af den grund er garanti for resultat. Samt muligheden for, at familien aldrig hverken opdager eller accepterer det menneske, jeg gør alt for at hive frem gennem alt fortidigt lort, og bygge op på ny.

Helt fra bunden.

Sådan er det kort, jeg trak da jeg blev ædru. Da jeg opdagede, at der neden under det hele fandtes en person, jeg ikke kendte, men som jeg ufatteligt gerne ville have lov til at lære at kende, og lære at leve sammen med.

Forhåbentlig kan jeg så undervejs tilgive mig selv - bare fireogtyve timer ad gangen.