Mere kompleks - mindre perpleks.

 Pludselig viser tilværelsen sig at være knapt så paletti alligevel. Og minder mig på, at der er to modsatrettede begivenheder - kræfter, om man vil - som bestemmer over min mødige krop.

Regenerering - og alder.

Den ene fortsætter ufortrødent med at genopbygge det, der enten gik tabt eller blev sat i dvale, da blodulvene hylede min hjerne omkuld. Den anden fortsætter lige så ufortrødent med at forholde sig til cellernes ubønhørlige nedgraderinger, time for time, dag for dag.

Og begge er de hamrende enige om, at jeg på ingen måde skal tillades at glemme, at jeg ikke længere kan det, jeg kunne før - samt at meget af det heller aldrig bliver som det var. Uanset om jeg forsikrer mig selv - bevidst eller ubevidst - om, at jeg sikkert kan klare mere i dag, end jeg kunne i går. Måske endda det samme, som jeg kunne før - eller mere.......

Men - det kan jeg ikke.

Hvor gerne jeg end ville, og hvor gerne jeg end forsikrer mig selv og min omverden at alt ka' la' se' gi' se', ka' det - rammes jeg gang på gang af det, der skånselsløst dukker op, når jeg endelig er ene. Når de besøgene er taget afsted, og jeg falder tilbage til den måde at gøre tingene på, jeg faktisk godt ved er den eneste, der dur.

I ro - i fred - i det tempo, der tillader mit sind og min hjerne at følge med. En ting ad gangen - et øjeblik ad gangen.

Dagen var ellers startet roligt. Med hvide drys fra oven, der sagte landede på det tæppe af sidste års græs, min plæne består af. Med en Lucifax - min bette misseprut - der halvspindende kælede for mine ben, for at gøre mig opmærksom på den rytme, han og jeg har haft siden han erobrede mit hjem og mit hjerte. Roligt forladende den trygge varme under dynen, for at morgentisse og  morgenvaske - og servere den åbenbart længe ventede vådfoder for den blødpelsede hjerteven.

Med morgenkaffe og morgenmad - radioavis og morgenavis - og rolig planlægning af alt det - eller rettere det lidt - jeg ved, jeg vil kunne klare at nå igennem i dagens løb. Og glædende mig til at kreere den gullasch, der senere den kommende uge vil kunne glæde min og bonusknægtens ganer.

En stærk, varm, velsmagende ret - hvis alt lykkes for mig.

Og alt lykkedes da også for mig - helt frem til paratgørelsen af alt det, der skulle ende med at blive den tænkte ret.

Hvorefter alt virkede som om det satte tempoet op........ og op........ og op.

Suk.

Gode venner på overraskende besøg -  medbringende overraskende ny sovemulighed. God nabo med lige så stor hang som jeg til madlavning og bagning - medbringende friskbagte cookies. Og pludselige nødvendigheder for tankevirksomhed - pludselige krav om planlægning - pludselige muligheder for kram ad libitum - og meget mere.

For tre år siden - før syttende januar tyvetyve - ville en sådan pludselig mængde alt muligt, være blevet mødt med en let skuldertrækning af mig. For - det klarede jeg da bare. 

Det gør jeg ikke idag.

I min godt brugte, let bankede, og tidligere svært ramte, hjerne, er der opstået noget jeg aldrig havde troet var muligt. Hjernetræthed. Ikke noget, der betyder at den svagt grålyserøde celleklump, bare drøner hen i hjørnet og snorkende klapper øjenlågene ned.

Men en tilstand, der altid ligger let truende i baggrunden af alt jeg gør. Og som - hvis den kommer helt frem - afskærer mig fra at kunne noget som helst. Hverken tænke, tale, fungere, eksistere. Bare..... vegetere, med kun enkeltord kommende ud af munden - hvis jeg er heldig. 

Og er der noget, der kan true med at hive Mester H.T. frem i lyset - så er det pludselige ændringer i min planlægning og min hverdag.

Heldigvis er jeg blevet bedre til at sige fra - til at fortælle mig selv at nu skal jeg i dén grad tage tingene med ro. Og bedre til at fortælle mine omgivelser, at nu er jeg brugt - og nu er det nok. Uden at forskrække dem, og uden at lyde hverken afvisende eller underlig. Hvilket lyder meget lettere, end det er, kan jeg roligt sige.

Så nu sidder jeg - med den (faktisk ret vellykkede) gullasch pakket i fryseposer og puttet på frost, med aftensmaden (chinafood med chopsticks) liggende i maven, og missemanden letsnorkende på toppen af sit hustempel.

Alene - og godt brugt.

Samt med en erkendelse af, at jeg klarede det hele. At jeg trods de aldersmæssige forhindringer, og de nogle gange kvælende eftervirkninger af mine propper - er kommet lidt videre. Og så kan det godt være, at det er tre skridt frem og to tilbage.

Skidt pyt - for det er jo alligevel et skridt frem totalt - et skridt nærmere den hverdag, jeg havde før de der proppus irritatus gigantus, der gjorde de første måneder af tyvetyve grå-i-grå. Og nærmere det, jeg gerne vil. Og gerne vil blive ved med.

At leve - dag for dag, time for time, øjeblik for øjeblik.

Ædru.