....... og mine jordbær burde have været dækket til i går.
For det har frosset i nat. Et hvidt skær stråler fra toppen af min hæk, og fortæller mig at den fugt, der i går hvileløst drev rundt som tåge og rim, er stivnet i soltilbageskinnende krystaller af overjordisk skønhed.
Min morgenhjerne - stadig upåvirket af den ventende koffein - vender distræt overskriften på hovedet, og undersætter den til Cat Stevens gamle hit.
Morning has frozen
like the first morning
Winter has spoken
with the first frost.
og ja, jeg ved det godt. Det er nærmest majestætsfornærmelse at vride klassikere rundt på dén måde.
Men når jeg nu har gået og sukket så længe efter netop dét syn - frosten på grenene, hvidheden på tagenes tegl, solens splintrende glinsen gennem træernes frostbundne grene - kun forstyrret af sorte solfugles vilde luftakrobatik, når de kæmpende med hinanden danner territorier - så er der vel ikke noget at sige til, at jeg lader min nydelse af synet gennemtrænge den tankevirksomhed, der endnu ikke er blevet banket op i dagtempo af alt det sædvanlige.
Jordbærrenes bladspidser fortæller mig, at det har været en hård nat for de små planter. Fyldt med kampe mod en bidende Fader Frost, der lavt mumlende i sir kridhvide skæg har svoret, at ville standse alt liv, stoppe al vækst, kvæle al fremgang.
Men jeg ved, at han heller ikke denne gang, i slutningen af denne vinter, vil nå sit mål. For uimodståeligt vil livet kaste ubevægelighedens åg af sig, og frostbidt kæmpe sig tilbage.
Og mens solen får mere og mere magt - mens dens sorte hyldestbringere fylder luftrummet over min hæk med kunstfærdige snirkler, snørkler, og cirkler, i kampen for det kommende års efterkommeres muligheder for liv - lader jeg kaffe og rugbrød vandre svagt syngende ind mellem læberne, og indtager det hele i fulde drag.
For nu er ikke bare kaffen klar - det er jeg også. Til endnu en dag - endnu fireogtyve timer - fyldt med alt det, livet finder på at kaste efter mig.
Livet - er ikke det værste jeg har.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar