I en fed, sløvt drivende stråle - bomuldsvattet, våd, kold, klam. Den fylder først rummet jeg sidder i, før den triumferende finder et nøglehul, den kan kravle ud af. Og med et næppe hørligt hvæs, står den ud i den omgivende luft, som overskudsdamp fra et lokomotiv i en western.
Tågen.
Den tåge, der med mellemrum fylder mit hoved, og kvæler alle tanker. Læggende sig over alle bevægelser - alle begivenheder - alle handlinger - hvor den strangulerer enhver form for initiativ, og fedter alt ind i afmægtig ligegyldighed.
Tågen.
Beskrevet i horrorfilm som dét, uhyrerne kom ud af - men jeg ved bedre. Uhyrerne kommer ikke ud af tågen - de er en del af den. En del af det, der blev løsgjort, gjort muligt, givet gentagelser, da min hjerne blev ramt af ulvenes bid. Og som jeg mange gange må acceptere, for jeg kan ikke andet.
Tågen.
Men her til morgen fortæller Danmarks Meteorologiske Institut mig, at min tåge bli'r delt med alle andre. At den spreder sig over det ganske land, og gør al kørsel usikker. At man skal passe på, hvis man skal ud i den, for den nedsætter sigtbarheden gevaldigt.
Tågen.
Det ku' jeg da godt have fortalt. Men jeg sidder bare her, og mærker den - Tågen - hvæse ud af mine ører, ud af nøglehullet i dørene, og utæthederne i vinduerne, så den kan komme ud og lære alle jer andre, hvad vi apoplektikere kender alt til.
Tågen.
Og alle dens muligheder for at kvæle al hjerneaktivitet - alle tanker - alle bevægelser - alt. Efterladende et morads af følelser, fornemmelser, fortvivlelser, i det, jeg normalt bruger til at sætte fut på min hverdag - min hjerne.
Tågen.
Faktisk er der noget godt ved hele den her spruttende, hvæsende, buldrende, tinnitusdampskrigende udladning af min hjernes med mellemrum altoverskyggende problem.
Tågen.
For når først den har forladt min hjerne - og render rundt og driller alle jer andre - forsinker jer på vej til arbejde - sætte våde, klamme aftryk på vinduer, grene, buske og alt andet - så er der intet af den tilbage dérinde.
Så er Tågen væk
- og solen skinner over mine tanker, oplyser mine muligheder, varmer mine følelser. Gør mig istand til at være det, jeg holder allermest af at være - dét, der gennem to tusinde fire hundrede treogfirs dage, har været mit daglige lyspunkt - mit mål og min mening.
At være ædru.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar