BimmeLiBum

 

Så ramte det igen. 

Og den onde-brand-høvle-mig for fuld skrue. Midt i mine forberedelser til aftenens helt sikkert totalt lækre omgang forloren hare, næsten som de laver den på Valdemarsro. Ud af det blå, uden nogen former for forvarsel lukkede min hjerne for sin rationelle del, og overlod styringen til impulserne. 

I ved, alle de der, der helst skal holdes en anelse i ave, for ikke at ødelægge, fornærme, eller gøre ondt.

Rent faktisk er det ved at være næsten to år siden, min bette plagede hjerne for første gang lukkede ned for al rationalitet, og efterlod mig uden at vide hvad der skete. Og kun et års tid siden sidst.

Den gang troede jeg fuldt og fast på, at det var en hjerneblodprop mere, der var på vej. 

Og det var først da det begyndte at dæmre for mig, at der var noget andet galt - mest fordi jeg pludselig begyndte at reagere vældigt kraftigt på alt, bandede og svovlede mens øjnene lynede og stemmen blev hæs af arrigskab - og min nu indespærrede rationelle hjernedel nærmest tiggede mig om at tage tøjlerne igen, at jeg med møje og besvær fik sat mig ned og forsøgt at tænke mig om.

Og fik fundet ud af at "smelte" de to dele sammen igen. Med efterfølgende ulidelig træthed og sløvhed i alt, hvad jeg foretog mig - nærmest som en god omgang hjernetræthed af den slags, jeg havde prøvet mange gange siden mine propper i tyvetyve.

Denne gang var det dog anderledes. 

Jeg var igang med at finde løg, der skulle hakkes og i farsen. Og fumlede - pludseligt, og helt uden grund - så meget med løgene at de spredtes over gulvet, og jeg stod med de to sidste tiloversblevne i hånden. De blev tyret ned i gulvet, mens jeg råbte ukvemsord på nok de første seks til otte forskellige sprog, og mine øjne lynede værre end det værste tordenvejr.

Hurtigt skyndte jeg mig at samle dem op igen, og lod min nu extremt hurtigkørende hjerne fortælle mig, at den var gal igen-igen. Og at jeg nok burde gøre som sidste gang, og bare sætte mig ned, indtil alt var normalt igen.

Men........ det lavede jo ikke maden færdig, vel ?

Så mens jeg  m e g e t  langsomt ordnede efter mit tantrum, og ganske ganske forsigtigt fik hakket løget, brugte jeg al den koncentration, jeg kunne finde - jep, ikke alverden, det indrømmer jeg - på at få så meget på plads i min turbulente hjernekiste, så det kunne lykkes mig at lave den forlorne hare færdig, og putte ind i den (heldigvis nået før knoppen gik BUM) forvarmede ovn.

Hvorefter det bare hed nedsidning, hjernetømning, og ro på, ro på, ro på......

Og her sidder jeg så.

Maden er spist, opvaskemaskinen sat igang, og roen er faldet så meget over mig, at missemanden har været oppe i skødet og sove - hvilket helt naturligt hjælper med til at fjerne de sidste rester af BimmeLiBum'et. 

Det hedder det nemlig - for mig. For det er sådan det føles, når det træder igennem, og smider min rationelle del hen i et hjørne, så den ligger dér og ømmer sig uden at kunne gøre andet.

BimmeLiBum..........

Jeg kan ikke ændre at det sker, men fra gang til gang oplever jeg at det bli'r mildere og mildere - mere og mere roligt. Og tager kortere tid - heldigvis. Den efterfølgende hjerneskadetræthed er heller ikke nær så voldsk og gennemtrængende, som den ellers er. Når den altså træder frem, uden der først har været sådan en omgang.

BimmeLiBum.

Egentlig er godt smagende ord, det der BimmeLiBum. Jeg tror faktisk jeg vil øve mig lidt mere på det, så det bli'r mindre kraftigt næste gang det ikke bare skrives og siges - men sker. 

Sådan bare - En Dag Ad Gangen.