Flue

 

Diamantøjne glimtede i det begyndende lys. 

Melodiske vibrationer omgav ham, mens hans mange ben hang struktureret under ham, og de næsten ikke synlige vinger bar ham frem. Gennem æteren. Mod målet, alle af hans slags var født til at søge.

 Dråben. 

Stedet, hvor foreningen af megastort og megalille ville behøve netop hans uendeligt vigtige, katalyserende enhed. Dén, der hængende fra hans ansigt, ville kunne blande dråben fra Stort, med væsenerne fra Lille - og i et glimt ville alt være anderledes.

Det var den viden, den  saga, hans mor havde hvisket til æggene, mens hun sirligt placerede dem, hvor de ville udvikles bedst. Og det ønske, hun efterlod dem med, mens de langsomt voksede sig store nok til at bryde frem.

Det højeste mål. Dråben.

Her til morgen havde han spottet den. Et næsten usynligt glimt i en vildfaren lysstråle havde ændret hans normalt planløse flugt gennem æteren, og sendt ham på en direkte kurs mod alt det, han aldrig havde turdet håbe på.

Nirvana. Guddommelighed. Skabelsen af dét, alt handlede om for ham.

Åndeløst vibrerede den i hans ansigt, katalysatoren. Fyldt til randen med det, der indtil nu havde været halvirriterende kreationer, fyldt med en overvældende vigtighedsfølelse, han havde understøttet med opsamlede vækstmedier, de kunne trives i.

Indtil dråben var i sigte.

Det var den nu. Hastigt voksede den i størrelse, tusind gange gengivet i diamantfacetterne i hans øjne. Ivrigt strakte han vedhænget frem mod den - parat til at gøre sit, til skabelsen af dét, alt eksisterede for.

 Blandingen af dråben fra Stort, med væsenerne fra Lille - og det glimt, der ville gøre alt anderledes.

Og i et jubelknusende øjeblik, da vedhænget ramte dråben, skete det. Universets vægt trykkede, maste, kvaste ham til dét, han havde levet for. Efterlod resterne af ham, med den lyd han havde fået hvisket ville opstå i samme sekund . Tordnende ramte den hans døende fatteorgan :

Adr, en flue. Hvad hylan skal dén i min øjenkrog. Dø, kreatur, dø !!!