............. bringer efterårets regn og rusk ind i min varme stue. Et morgentindrende mijau gør mig opmærksom på, at der skal tørres. Man er vel vanedyr, og den dér viskestykke-henover-ryg-og-nedunder-mave ting, er da ganske dejlig når man nu har været ude i alt det dumme våde, hvis eneste fordel er, at musene ikke kan høre når man sniger sig ind på dem.
Morgenmus.
Den slags skal der til, når Husets morgenservering er overstået, og af-niflingen vinker forude - derude, hvor de våde blade og pytterne ligger spredt som klatter fra en kælvesyg ko. Eller måske en morgensøvnig bette pip, der skuttede sig i det, den troede var sikkerhed.
Havde den da bare set, at bladene var væk fra den hæk, den gemte sig i. Men sådan er livet jo også - fyldt med munde, der skal fyldes og maver der skal mættes. Om morgenen. Og resten af dagen.
Tankerne bringer smil frem på læberne, mens morgenmuntre og morgenvåde missemand så ganske bestemmende mijau'er endnu en gang.
" Hej du, madslave - det hedder Viskestykke, Køkken, Madskål, Mere Missemad - så ganske og aldeles lige med det vuns ! "
Kattesprog er til tider ganske nemt at dechifrere, bare jeg lytter nøje efter. Hvilket jeg naturligvis gør, for ellers ender der bare to potefulde kløer i låret på mig. Ikke som straf, næ nej - man sku' jo nødig gøre "madslaven" knotten. Mere som en slags....... motivering.
Mens jeg rejser mig for at gå med i det, der åbenlyst er blevet mit hjertevæsens daglige rutine, begynder jeg at klukle ved tanken om at indføre dén type motivering på arbejdspladserne herhjemme. Man skulle jo bare lige have ansat nogle godt trænede "pladskatte", der nøje overvågede at de ansatte holdt sig til dén rutine, de blev betalt for at følge. Og som - hurtige som lynet - lod straffen falde, ved brud på samme.
To potefulde i højre lår ved små overtrædelser, og to i venstre ved større. Samt naturligvis et - kærligheds - bid, bare for at understrege alvoren.
Problemet ville jo nok være, at ikke bare ville samtlige fagforeninger - nå ja, ikke samtlige, Krifa er jo ikke en fagforening - hyle højlydt op om krænkelse af de ansattes rettigheder, men missemøjserne ville alt for let kunne bestikkes til at undlade straf.
"Et stykke med tun, tak."
Og således morgentankevrøvlende lusker jeg fredeligt ud i køkkenet efter bette pjøjsen Lucifax - og fuldfører det indlærte ritual, ved at køre en gaffel to gange rundt i den mad, han undlod at spise, da naturen og musene kaldte på ham.
For der findes intet skønnere, end de tilfredse, glade lyde fra en hjerteven, der føler sig forkælet. Og ja, jeg ved det godt - det ér ren forkælelse, og aldeles en uskik sådan at lade den bette finurlige fætter "styre" hvordan jeg skal agere, når han lige synes der skal lidt mere til.
Men hva' - det er jo kun Én Dag........... Ad Gangen.
Love it ❤️
SvarSlet