Dagene er fyldt.............

 

.......... med ventetid.

Altså ikke den dér ventetid, når bommene går ned og jeg er nødt til at slukke motoren på bilen, fordi det varer mindst 5 minutter inden toget kommer. Og heller ikke den der ventetid, der opstår når jeg sidder ved lægen i mere end 5 minutter efter den tid, jeg ellers havde fået, og stadig ikke er kommet ind. Eller ventetiden, i køen ved kasseapparatet, hvor kunden foran mig, har en top på indkøbsvognen Himmelbjerget ville misunde.

Og heller ikke den ventetid, der er fra nu'et til det øjeblik jeg ikke skal være her mere. Den nyder jeg skam på daglig basis - sådan, én dag ad gangen.

Næææh, det er den ventetid, der helt automatisk er blevet en del af min hverdag, siden mine sygdomme slog sig sammen, og aftalte at hjælpe hinanden med at få mig til at sætte farten ned.

Det var nu - i al fairness sagt - mest min KOL og mine propper, der aftalte tingene uden min viden. Min alkoholiker mente, den selv kunne klare fartnedsættelsen en enkelt dag ad gangen, og min alder fnøs irriteret over de der opkomlinger, der mente de vidste bedre end sådan en halvfjerdsårig samling højintelligente celler, med et helt livs erfaring i bagagen.

Min KOL var ligeglad - og mine propper hellbound on change. Så eftersom KOL'en styrede lungerne, og propperne havde kontrol over egne eftervirkninger - kunne de sådan set sætte al den dagsorden, de ville.

Og det gjorde de.

Så derfor er mine dage fyldt med ventetid, der aldrig har været der før. 

Pauser, der ganske naturligt bli'r skubbet ind hvor der før var uafbrudt aktivitet. Alene det, at gå i bad, bli'r på den måde at sammenligne med afbrudt samleje - hvad dét så end er, når dén slags har været en saga blot de sidste snart 4 år - hvor en pause på mindst 5 minutter er nødvendig mellem klargøring af badeværelset og selve badet.

Alene fordi, mester KOL triumferende gør opmærksom på nødvendigheden af at inhalere noget muskelberoligende ilt, i en siddende position - indtil puls og åndedrætsfrekvens er "nede på normal igen".

Samt når en vandretur i naturen - hvilket lige nu betyder ned til fællesskraldespandene og hjem igen - næsten automatisk indeholder et "stående hvil". Eller som det hedder, hvis man bor i en storby, "udøvelse af vindueskiggeraktivitet." I begge tilfælde betyder det, at både KOL'en og propperne lige sætter systemet på Stand-By, mens iltniveau og puls når vanligt stade.

Eller ved gåtur til Brugsen - eller bussen - eller hvor det nu kan være, at jeg forsøger at træne mig selv til at kunne nå hen, uden afbrydelser......

Suk.

Til gengæld har jeg genopdaget nydelsen ved at bruge den pludselige "ekstra" tid, til at kigge mig omkring og nyde naturen. Og så samtidig lade min hjerne ordekvilibrere ad libitum. For på dén måde at ha' noget til blog og Podcast senere hen.

Og således også lige her og nu - hvor jeg sidder og udnytter pausen mellem klargøring til, og udførelsen af, det bad, jeg skal have i dag. At jeg så samtidig har fået sat en vask sengetøj over, gør kun pausen mere nødvendig.

Heldigvis.

For egentlig er det lidt en "blessing in disguise", at jeg på dén måde har fået udstyret mine dage med pauseknapper af den mere nødvendige slags. Det gi'r mig muligheden for at sidde stille, nyde P8-Jazz, og samtidig skønmale ord på det lærred, min bette putter så gavmildt fremviser ved at enkelt tryk på en knap.

Og selvom svimmelheden, der helt naturligt opstår når iltniveauet falder under det acceptable, ta'r sin tid at komme igennem, så ændrer det intet ved nydelsen i, at mine dage er blevet fyldt med ventetid.

Det er jo kun - Én Dag Ad Gangen.