At leve.....

 

..... i en kulisse.

Sådan kan det føles ind imellem, når jeg som enlig, ædru alkoholiker, med nul familiekontakt, og en forhistorie med konstant flytteflugt i baghovedet, sidder i det hjem, jeg har brugt syv år og to flytninger på endelig at have sat sammen - og pludselig tænker, at der er alt for lang tid mellem de gange, hjemmet bli'r brugt til andet end madlavning og opbevaring.

Opbevaring af det, der var tilbage efter utallige års giftigt liv, giftigt levned, og giftigt alt muligt andet. Det, der ikke nåede at blive fjernet, efter jeg kom hjem fra behandling, og hun, der skulle have været resten af mit livs undskyldning for at drikke, stak af med det hele.

Egentlig nød jeg ekkoet i de tomme rum, dengang. Nød, at have muligheden for at kunne bygge mit liv op igen fra bunden - bare rigtigt, denne gang. Bygge det op, én dag ad gangen. Bruge et par år på at tænke over hvordan fremtiden mon kunne se ud. Eller retter HVOR fremtiden kunne se ud.

Og flytte.

Næsten så langt væk, som det var muligt. Ned til en ø, jeg aldrig havde troet ville aspirere til at være beboelsessted for mig. Men som på utroligt kort tid blev det hjem, jeg altid havde savnet, og altid havde sørget for ikke at komme i nærheden af.

Det trygge, sikre, rolige sted, hvor dagene kunne indtages alene, men aldrig ensomt. Hvor det eneste, der ville kunne ændre noget, ville være sygdom.

Og den slags skal man jo aldrig forsværge, vel ?

Bum - og så var mine muligheder for at klare mit nye hjem forsvundet igen. Ind i de tåger, indtil flere blodpropper hensatte min ædru alkoholikerhjerne i, og ud af de tanker jeg ellers var begyndt at flirte med, om nydelser, rejser, hygge, restituering.

Kort sagt efterladende mig med alle muligheder for at daske direkte tilbage som hovedperson i Tour de Flaskehals. Og efterladende mig siddende i - efter en livsnødvendig lynflytning til en væsentlig mindre bolig - en lænestol uden andet at se frem til, end mikroovnsmiddage og uendelige dårlige tv-serier.

Men lige så langsomt voksede der nu alligevel noget frem, jeg ikke havde turde håbe på. Jeg opdagede, at jeg stadig havde min Sindsro som anker, og min ædruelighed som bolværk, mod alt det, der bare tiggede mig om at falde i igen. Samtidig med, at hjemmet - det nye, altså - begyndte at ligne noget, jeg kunne tillade mig at betragte som mit, og som værende et sted, hvor nyt måske kunne tænkes at opstå.

Kulissen ? Altså den, jeg nævnte i starten ? Det er den, jeg sidder i lige nu, hvor lampelyset falder blidt på min venstre side, mens mikrofonen, jeg normalt bruger til mine podcasts skygger en anelse for den, og rummets dunkelthed lader ane de hylder, med bøger, film, og musik, der fylder væggene.

Og hvor de chiliplanter, jeg har taget ind til overvintring, pynter i vindueskarmen, mens min hjerteven renser pels i den lænestol, han har annekteret som sin egen.

Dét - er den kulisse jeg lever i. Den kulisse, der gi'r mig mulighed for, og lyst til, at udtrykke mig på skrift og i podcasts. Og den kulisse, der på daglig basis hjælper mig til at holde fast i den ene enkle levemåde, der er virksom for mig. 

At være ædru - fireogtyve timer ad gangen.