Da farfar var ung.

Før i tiden.....

.....var min krop spændstig og lækker som en let knudret Hershey-bar med nødder.

Nu skal jeg finde vej ned til det, jeg ikke har set i mange år, ved at lade mine krogede fingre danse ned af den eventyrlige bule, der udgør min mave, og tælle antallet af rynker - for ellers aner jeg ikke hvor mine fingre skal stoppe og tage fat i det før i tiden stærkt berømmede, men nu unævnelige, der hver nat jager mig op af min seng med kortere og kortere mellemrum.

Der skal jo afvandes, skal der.

Før i tiden....

....dansede solen over mine brunede lår med et sprælsk glimt i øjet.

Nu glimrer både brunheden og spændstigheden med sit fravær, og efterlader indtrykket af et par blegfede, let bumsebefængte, stolper, der helt nede for neden er sat sammen med enhver brøndgravers drøm om letfundet vand i massevis. Furix længe leve !! Eller..... nej, for pokker da - det får jo mit blodtryk til at styrtdykke ned under gulvbrædderne.

Og det har jeg sgutte brug for..

Før i tiden....

.... var alt så let som at klø sig i nakken.

Nu er nakken bare det sted, hvor ømheden starter, og evnen til at nå derom med mine snart gigtramte fingre, er en saga blot. Jeg kan dog tydeligt huske, at jeg en martsaften i nittenhundredefortiden blev masseret af et par pigefingre, der dansede henover de egentlig ikke særligt ømme muskler, som var de udstyret med vinger. Fingrene, altså - ikke musklerne. Men dèr kommer de sikkert alligevel hurtigere, end forventet - vingerne, altså.

Før i tiden....

.... var det ikke nødvendigt med hjemmehjælp, støttestrømper, øjendrypning, og sensibilisering af de døde nerver.

Det har flokken af pludseligt opståede propper i pæren gjort enormt meget ved. Så nu er jeg dagligt  arbejdsgiver for en masse mennesker, der løber ind og ud af mit lille hjem. Hver og en med varierende evner udi det, at hjælpe - det, at snakke - det, at udvise empati. Og med varierende meninger, om dette og hint - hvilket godt kan få bølgerne til at gå højt.

Men de er nu meget søde alligevel - også når jeg er uenig med dem. Jeg har jo altid ret, ikk' ?

Den eneste, der med sikkerhed altid kan få mig til at makke ret, er den ergoterapeut, der ved brug af en spids træstrikkepind, har sørget for at sensibilisere nerverne i min hånd og fod. Og hvis ikke det var fordi, jeg kun efterlader mig gæld, når jeg engang smutter videre - så skulle hun have arvet alt.

Mindst !

Før i tiden....

.... var jeg ikke gammel, syg, og vanskelig.

Hvilket jeg egentlig heller ikke ved, om jeg er  - nu. Jeg føler det bare, ind i mellem - når alt gør ondt, hovedet svimler, maven slår knuder, og øjnene danser fandango.

Derfor har jeg nu indløst min til stadighed stående invitation, til at blive medlem af Grumpy Old Men - for så har jeg da en undskyldning jeg kan bruge, når jeg engang imellem hvæser af det hele, og er lidt - eller meget - nede.

Jeg er jo bare en Grumpy Old Man, der har fået Sindsro på hjernen. Og jeg falder hurtigt ned i en rolig eksistens, hver gang det går op for mig, at der findes mange ting, jeg ikke kan ændre, og en hel del andre, jeg godt kan.

Dén Visdom, er jeg slet ikke ked af at have opnået indsigt i. Selvom det så kun er Én Dag Ad Gangen, og Én Opgave Ad Gangen.

For så vågner jeg lige så roligt, som jeg falder i søvn - i tillid til, at livet bliver levet på livets præmisser.

Før i tiden....

....kan jeg ikke ændre, men jeg kan acceptere det, jeg har gjort forkert - og be' de mennesker om undskyldning, som det er gået ud over.

Og dét - gør jeg med glæde.