Lige midt i Livet......

Udenfor stråler solen ubarmhjertigt ned fra en så godt som skyfri himmel, og det livgivende og lisende tordenvejr er stadig indtil flere lande væk fra lille Langeland. Selv de små pipdyr vælger at bevæge sig fra skygge til skygge så hurtigt og gesvindt som muligt - alene for ikke at svides til støv, mens de samtidig søger mod områder, hvor de kan finde svalende vand af alle slags.

Indenfor sidder jeg bag nedrullede gardiner og med begge blæsere stillet på fuld skrald - og ønsker samtidig at jeg havde et lommetørklæde, der var stort nok til at dække hovedet. For så ville jeg væde det i vand, og klaske det på den sparsomt bevoksede isse, og acceptere at det ville være nødvendigt at blinke med regelmæssige mellemrum, når de vådkolde dråber sneg sig ned over øjenbrynene. Hvis de endda ville kunne nå så langt, inden de tørrede helt væk.

Suk.

Alene det, at jeg på tværs af mine normale skrivemåder vælger at skrive midt på dagen - istedet for at sidde med blæserne h e l t oppe i hovedet og den kolde bruser hængende ovenover - fortæller mig, at alt er af lave.

Naturen er af lave - helbreddet er af lave - hverdagen er af lave - og så har jeg fået et myggestik........

Det' sgi da no'et lååårt, det hær.

Jeg lukker øjnene, og trækker mig ind i mig selv, mens jeg forsøger at finde en form for ro og fred i det faktum, at jeg trods alt hvad der er ramlet ned over mig, stadig sidder med arme og ben funktionsdygtige, og med intelligensen (så vidt jeg da ved) intakt.

Så blæse være med vandet i benene, vandet i lungerne, det stærkt svingende blodtryk, og alle de andre underligheder, der optræder til hverdag. Jeg vænner mig vel til de af dem, der ikke kan ændres, på et tidspunkt.

Jeg tror sgi, at jeg vil glædes over lyset, livet, luften, letheden, og lykken, der kan få mig til at smile af glæde over, at jeg traf det rette valg for syvogtredive tusinde syhundrede og seksten timer siden.

Ellers tror jeg næppe, at jeg havde overlevet mine blodpropper - jeg havde nok heller ikke levet længe nok til at kunne få dem, men havde drukket mig ihjel inden da.

Og dét - er jeg taknemlig for.

En Dag Ad Gangen. Med håbet om Knald, Bulder, og Skybrud forude - helst i dag - kan jeg så sidde her, og skumle over Tilværelsens Uendelige Lethed, mens alt bare er no'et l............ Hallooo - jeg har jo is i fryseren !!

Afsted det går - og straks er det hele lidt lettere, og Sindsroen indfinder sig - stille og roligt.