Tankemyldermås...

Så skete det igen.

Endnu en gang sætter alle mine tanker sig på tværs - i mit indre univers, univers, univers, de har sat sig på tværs - og forhindrer mig i at nå frem til det, jeg ellers gerne ville dele med jer i dag, kære læsere.

Straks er der dømt forstoppelse i mit udtryksorgan, mens den ene tanke efter den anden slår bremserne i, og forsøger at stoppe inden de allerede kuldsejlede af slagsen rammes med hundrede kilometer i timen.

Og det eneste jeg kan gøre, er at kigge på hele den rodebunke, der udgør mit kreative jeg på denne ellers så dejlige morgen - og lettere forvirret tage tilfældige tanker op og undersøge dem én efter én.

Dér var dén om rådyret i haven - og den soveplads det åbenbart har fundet sig - hvis ikke det da er en grævling......

Og dén om mit legemes pludseligt manglende evne til at kunne udholde den sol, vi alle har sukket hele vinteren efter - de nedrullede gardiner - solbrillernes mulighed for at beskytte øjets sårbarhed overfor det skarpe lys......

Og dén om mine bens forvandling til betonstolper - vand i fødderne er aldrig rart - og kompressionsbind gør ondt....

Og dén om........ Og dén om........ Og dén .......

Frustreret kaster jeg tankerne rundt mellem hinanden, og ser hvordan de danner tilfældige, pludselige billeder, der ellers ikke ville have opstået. Sære, krøllede eksistenser, der kun er tilstede fordi jeg tillader det.

Sovende rådyr med solbriller på. Tungt vraltende betongrævlinge. Og pludseligt danser begge en festlig mazurka sammen, til tonerne fra Sven-Olriks Orkester.......

Jeg samler mit halvsnorkende hoved op, inden det rammer bordpladen, og kaster lidt mere the ind i munden - sådan bare for at se om jeg kan vågne lidt bedre, men må erkende at nattens hvileløse timer ligger tungt på samvittigheden.

Den samvittighed, der pludseligt gør mig opmærksom på, at jeg stadig mangler at træffe en afgørelse - om jeg skal tage med til den inviterede fødselsdag i dag - jeg har faktisk glædet mig meget til den - eller om jeg skal strække våben og blive hjemme bag de nedrullede gardiner, så jeg kan blive bedre istand til at kunne deltage i fremtidige fester.

Rent faktisk tror jeg, at det er dét, der har stillet sig i vejen for mine ellers så morgenmuntre tankefinurligheder, og fået dem til at trimle rundt som fejlkastede spindetoppe, inden de kuldsejlede på kanten af mit udtryksorgan, og endte i det hjørne, der allerede fra start så ret overfyldt ud.

Og hvis jeg ikke får taget mig sammen til at træffe en bindende afgørelse om festen - så tror jeg, at  bunker af tankemylder vil fortsætte med at vokse frem, og ultimativt forhindre mig i at komme frem til dén ene tanke, der hver morgen de sidste ettusinde femhundrede og niogtreds dage har fået lov til at stå forrest i et taknemligt sind :

I går var jeg ædru - og det vil jeg også være i dag......

Et dagligt valg, det har været forbavsende let at overholde siden den morgen, jeg valgte at blive ædru for min egen skyld, og ikke for andres. Vel vidende, at jeg endnu en gang ville miste alt, og stå tilbage med en væltet tilværelse, og en kuldkastet eksistens.

Suk.

Egentlig havde jeg jo mistet det hele på forhånd - allerede dengang jeg faldt i efter mange års ædruelighed, og ødelagde mit daværende tredie ægteskab. Og alt sammen var det efterdønninger fra den første Minnesota-behandling på Von Veritas - alene fordi jeg aldrig ville tillade mig selv at opdage, at jeg dengang valgte at blive ædru for alle andres skyld - og ikke for min egen.

Men er det ikke netop sådan, det er med ædruelighed ? Hvis jeg ikke passer den, og dagligt sørger for at holde den skinnende blank - så ender den med at ligge ovre i et hjørne og surmule af frustration og græmmelse.

Og så opdager den slet ikke, at jeg pludseligt står på kanten af en åbnet flaske pullimut - iført synsvæltende dykkerbriller og outdatede speedos - parat til at tage det hop, der vil ødelægge alt og sætte mig tilbage til "square one" igen.

Det har jeg sgutte lyst til - så hen på plads med dig, bette ædruelighed, og lad mig få børstet og pudset dig grundigt, så du spinder af ren Sindsro, og får Mod til at gøre det, der skal og kan gøres, når altså du har brugt dén indre Visdom, al ædruelighed er født med - til at kende forskel på do's and don'ts.

Phewww.......

Pludseligt trak morgenmylderet af finurlige tanker mig i den rigtige retning igen, og sørgede på den måde for at jeg fik genskæret fra den dagligt nypudsede ædruelighed tilbage, hvor det hører hjemme.

I et sind og en krop, der elsker Livet, og accepterer at leve det, på Livets Præmisser.

Tak for mig.

(i får lige en ekstra lille morgen-treat - nemlig den originale version af Reinhold Niebuhr's bøn, der ligger til grund for den Sindsro-bøn jeg, og utallige andre, dagligt bruger: )

God, give us grace to accept with serenity
the things that cannot be changed,
Courage to change the things
which should be changed,
and the Wisdom to distinguish
the one from the other.