Tidligt nok.

Hæst hyler vinden i træerne, mens dampen fra theen hvirvler rundt om min mund og næse.

Jeg puster på indholdet i koppen, for det er frisklavet og knaldvarmt - og tager den første morgenslurk, mens min krop stille henfalder til nydende afslapning. En vildt irriterende flue beslutter sig pludselig til at udfordre skæbnen - og den netop genfundne fluesmækker - ved at drøne dødsforagtende rundt om mine cremefugtige øjne. Men nej, lille fyr, der er ikke noget at komme efter for dig, så sæt dig bare lige så roligt på skrivebordet, så skal jeg vise dig noget, du aldrig har set før, og som du aldrig vil se igen. Plastic med huller i.

SLAM!

Den nu ubevægelige fluekrop drysser ned i min lille papirskraldespand, og jeg genoptager morgenens nydninger - vejret, vinden, og velbehageligheden, der ruller gennem min morgenparate krops forsvarsværker, og nulstiller alle mens alt bliver løsnet og varmet.

Nogle ville måske sige, at det er alt for tidligt at stå op - bare fordi klokken kun er tre og natmørket har en godt, gedigent, greb om alt derude. Det hele kan høres - træerne, der drejer sig i vinden - grenene, der skraber mod hinanden - hylet, når vinden kastes rundt om hjørnerne - men intet kan ses.

Mørket er totalt, og de eneste lyspunkter i tilværelsen, er skærmen der kaster sit kunstige lys ud over skrivebord og tastatur - og stearinlyset i thevarmeren, der sender sine varngule stråler ud gennem hullerne i porcelænet.

Radioen brummer næsten ikke hørbart i baggrunden, kun for at blive overdøvet når vinden udenfor bygger sig op til endnu et crescendo, og hylende minder mig om, at der er efterår på vej. At denne nat sikkert er et tidligt forsøg på at kaste efterårets kølige kulde og vissentvarme farver ud over det hele, inden dagen og solen får mulighed for at ændre tilværelsens virkelighed.

Pludselig er alt stille - radioen har ramt et sort lydhul, og vinden kastet sin egen lyddøde virkelighed udover alt det, der er udenfor - og kun en svagt knitren  bryder med mellemrum stilhedens stivnen. Alt virker som om intet eksisterer, og nu'et fryser fast i et øjebliks akavet krampe.

Indtil lyden af vinden igen bryder uimodståeligt igennem stilheden, og fylder alt med nye, kakofoniske beviser på, at verden virkelig venter udenfor, og den hvirvlende dans om træernes slanke tyndhed og grenenes stadig saftspændte sprødhed, er igen mit natlige morgenlydbillede.

Langsomt dukker radioens musiske komplementering op igen, og lægger et lydtapet under naturens storslåede vindballet - mens den gør min morgenhjerne klar over, at der sikkert skal dyrkes noget mere shuteye, inden dagens lys afløser nattens mørke.

Det kan nåes endnu - for jeg lever kun én dag - én nat - ad gangen - og kan derfor tillade mig at nyde alle øjeblikke enkeltvis og fuldt ud. Så jeg vil tørre mine cremevåde øjenkroge, puste lyset ud under theen og sætte pc'en på Standby, mens lamperne morgentændes på parkeringspladsen, og nattens mystik mister sin spændstighed.

Med et roligt smil rejser jeg mig, og slukker for lampen ved siden af skærmen, inden jeg følger dynens kalden, og sengens kølige velsignelser.

KLIK.