Sindsuro.

 

Så sidder man dér. 

Efter en vidunderskøn brunkål, med lige tilpas kål og kød - simret i timevis ved lav temperatur - og indtaget med den andagt og reverens, et sådant måltid fortjener. Stadig slikkende læberne, for at få den sidste rest velrøget sødme ind på de ventende smagsløg.

Og uroen dukker op i maven.

Uroen, der kommer med storøjet angst og småhastig vejrtrækning. Uroen, der har været væk så længe, og arbejdet med så meget, at jeg ind i mellem tror den aldrig har været der.

Uroen, der før i tiden altid indvarslede lange natlige introverte samtaler med mig selv. Altid indvarslede de sidste skridt hen mod glasset med procenterne. Altid endte med timevis af glemsel, og dagevis af bondeanger.

Men intet er som dengang. 

Intet er, som det var tidligere. Intet af det, dén uro bragte frem er tilstede. Og ingen af de normalt medfølgende følelser og tanker dukker op.

Kun uroen.

Og for første gang i mit snart halvfjerdssindstyvende år, går det op for mig, at det er sådan det føles, når uroen intet har med alkohol eller længselen efter samme at gøre. At det er en uro, jeg ikke kan sætte navn på - en uro, jeg ikke kender.

Lettere forvirret kigger jeg ud af vinduet, og noterer mig at det stadig regner. At himlen ser lige så sommergrå ud, som den gjorde lige før. Og at intet..... intet....... absolut intet.......... er anderledes på nogen måder.

Kun mig.

Min hverdag har været fyldt i så mange år af en "viden", der gav mig mulighed for at skyde skylden - eller ansvaret - for alt over på alt andet, end mig selv. 

Og nu, hvor jeg endelig står i et liv, der  har været uden mit foretrukne stof i totusinde sekshundrede enogfyrre dage, bliver mine åbne øjne ganske pludseligt nervøse og urolige over udsigten til at skulle fortsætte det her liv, på lige så skrøbelige vilkår som alle andre.

Uden at være noget specielt. Uden at være andet end.......... mig.

Et smil bryder frem på mine læber, da det går op for mig, at netop dén uro er medvirkende til, at jeg kan føle mig fri, føle mig glad, føle mig............. klar.

Til alt dét, der sker om et sekund, et minut, en time........... en dag.

Til Livet, på Livets betingelser.

Og uroen fordamper, som dug på en varm sommerdag. Danser op mod loftet i hurtigt svindende skyer af tidligere tiders angst for at leve - kun efterladende sig dét, uro altid efterlader, når den er set for hvad den er.

Klarhed.

Det takker jeg for, for klarheden har just ikke altid været en følgesvend i det liv, jeg i alt for lang tid levede med lukkede øjne. Og uanset, hvor længe klarheden varer, vil jeg altid vide hvordan den føles - altid vide, at den har været ved mig, omend jeg endnu ikke ved hvor længe den vil være der.

Men jeg håber, den vil være til stede om et minut - om en time - de næste fireogtyve timer.

I Sindsro.