torsdag den 29. juni 2017
Krystalklart.
Min coach har været her i dag.
Og ja, du læste rigtigt - min coach. Jeg har nemlig en coach, der kommer forbi cirka hver tredie uge, og hjælper mig med at sætte handling bag nogle af de tanker, der fiser rundt i hovedet på mig.
Hun hjælper mig også med at sætte struktur på de handlinger, jeg ubevidst viger tilbage fra at gå i gang med, og giver mig muligheden for at finde mod til at føre mine beslutninger ud i livet.
Jamen, kan jeg næsten høre dig sige, kan du da ikke finde ud af at gøre det uden coaching ?
Og det umiddelbare svar vil være, at selvfølgelig kunne jeg da det. Men i betragtning af, at jeg er udstyret med en godt gennemprøvet alkoholisk tankegang, som jeg har brugt det meste af mit liv på at finpudse, så finder jeg det utroligt givende, at kunne spille mine bolde op mod en person, der ved hvordan tingene hænger sammen.
Og som kan give noget kvalificeret modspil.
Så hver gang, jeg har haft besøg af hende, sidder jeg med en håndfuld krystalklare, og godt gennemtalte, beslutninger, jeg kan gå i gang med at prøve at føre ud i livet. Hvilket jo ikke er det værste, der kan ske efter et par timers koncentreret samtale.
At jeg så samtidig ser frem til møderne med hende, fordi jeg hver eneste gang i allerhøjeste grad nyder at kunne samtale på et fælles niveau, og nyder at kunne vikle mig ind i nærmest eksistentielle snakke med et menneske, der ikke er tabt bag en vogn - dét er så kun en ekstra bonus.
Det betyder naturligvis ikke, at jeg så kan skippe mine AA-møder - de er stadig livsnødvendige, og vil blive ved med at være det. Men hvor jeg på møderne taler til mig selv, for mig selv, og om mig selv - og lærer ved at lytte til andres erfaringer - bliver jeg i coachingen mødt med krav om at finde ind til kernen i det, jeg siger. Uden nogen anden konsekvens, end en finsortering og filtrering af mit uendelige ordskvalder, der ender med at jeg med hendes hjælp finder frem til, hvad det egentlig er jeg vil i den givne situation.
Hvilket slet ikke er så ringe.
Så efter dagens coaching har jeg fået sat ord på, hvilke handlinger jeg skal i gang med at foretage de næstkommende dage og uger. Noget, som på skønneste måde binder coachingen og AA-møderne sammen i en fælles krystalklar sætning.
Handling - skaber forvandling.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar