Andre Sider af mig

søndag den 2. juli 2017

Tour de Hverdag.


Udenfor mine vinduer udspiller der sig en drabelig kamp.

To af de solsortehanner, der igennem længe har spist morgenmad sammen, med mig som smilende tilskuer, er åbenbart blevet uvenner, og forsøger nu at flå fjerene af hinanden  i en pas-de-deux, der får Mikkel Kessler til at ligne en velfriseret søndagsskolelærer.

Og mens fjerene flyver, og næbbene hakker - stjæler spurvene krummerne for næsen af de to kombattanter. Uimponerede over den sportsbegivenhed, de er vidner til, og kvidrende som var de Tour de France-kommentatorer på stesolider.

Den ene af de to hanner har et udkigtspunkt under min hæk - sådan cirka fem meter fra alle krummerne. Og skulle en eller anden ukendt han driste sig til at snuppe en krumme eller to, kommer han straks løbende hen over græsset for at sætte den formastelige på plads.

Til gengæld bliver han så selv sat eftertrykkeligt på plads, af den hun, der hele sæsonen igennem har haft et mere end godt øje til mig og mine fodringsrytmer.

Lige siden hun sidste år fløj ind i mit vindue, og jeg hjalp hende tilbage til livet ved at dryppe vand ind i næbbet på hende, mens hun lå bevidstløs i min håndflade, er hun hver dag i sæsonen kommet forbi - har sat sig på ryggen af min havebænk, inden hun er fløjet over på mit havebord og har lagt en klat. Og er så hoppet ned til krummerne og har mæsket sig.

Hende tør hannerne ikke give sig i lag med, her, hvor de og jeg dagligt betragter hinanden.

De mange forskellige spurve, der drøner rundt om hovederne på slagsbrødrene, er i mellemtiden begyndt at afsøge mit ti centimeter høje kløvergræs for eventuelle uforsigtige insekter, på en måde så jeg næsten får bibragt fornemmelsen af, at de har lært hjemmefra at komplementere den tørre kost af knækbrødskrummer med frisk protein fra de knasende lækre småkryb, der har valgt at bo i det græs, jeg senere i dag skal have slået.

Og mens de gør det, og solsortehannerne tager en pause i kamphandlingerne, mistroisk betragtende hinanden på tre til fire meters afstand, erkender jeg endnu en gang, at ikke alt handler om min helt egen Tour de Flaskehals, og min daglige kamp for at holde mig ædru.

At livet har sin helt egen rytme, der uanset hvordan jeg end måtte have det, altid udfolder sig lige udenfor mine vinduer. En rytme, som jeg med glæde drager ind i den hverdag, jeg lever i som ædru alkoholiker.

Så jeg tager - ligesom solsortehannerne - en pause i kamphandlingerne, og tillader freden at sænke sig over mit sind, mens jeg nyder verden som den nu engang er. Fyldt med forunderligheder, og daglige mirakler.

Jeg tror, at jeg lige skal ud med lidt mere knust knækbrød til mine livsbekræftende fjerbolde, inden jeg lover mig selv at tage 24 timer mere i min privatpersonlige Tour de Hverdag.

Livet er skønt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar