Andre Sider af mig

tirsdag den 25. juli 2017

En tirsdag - i regnvejr - på Solitudevej.


Hvordan kan det være, at solitude - for nu at bruge et fancy engelsk ord, istedet for at sige tingene ligeud - er så eminemt til at lave mænd - og specielt mig -  til eremitkrebs ?

Dén skal vist lige uddybes lidt nærmere.

Solitude - altså ensomhed - er jo den der følelse, fornemmelse, og tilstand, der opstår eller kan opstå, når man - jeg - dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned, sidder helt alene fra tidlig morgen til sen aften, uden andet selskab, end det der kan findes på de såkaldt sociale netværk på nettet.

Når diskussionerne om aftensmadens sammensætning bliver foretaget af mig, snakkende med mig, eller med hvem der nu end lige er på radioen eller tv'et her og nu.

Når mit glædestrålende "Godmorgen, søde ven", bliver sendt smilende afsted til den bette forpjuskede solsort, der dagligt har valgt at være min port ud til den natur, jeg egentlig ikke går så meget rundt i mere.

Og når mit følelsesliv bliver udlevet, mens jeg hugger en liter is i mig, og stortuder over en pladderromantisk novellefilm, hvor helten får heltinden i enden - eller helten får helten, for nu at være politisk korrekte.

Mens mit behov for aggressionsudøvning udleves gennem virtuelle besøg i World of Warcraft, gennem nedkæmpning af allehånde mærkværdigt udseende kreaturer, hvis eneste formål er, at jeg netop skal kunne gøre dette - altså slagte dem, og dermed optjene point, så jeg kan komme til at se endnu mere skræmmende ud, end jeg allerede gør - altså i spillet....

Inden jeg har set mig om, er jeg på den måde igang med at bygge mit helt eget lille sneglehus, jeg som en anden eremitkrebs bagefter kan kravle baglæns ind i, og hvorfra jeg er istand til at holde øje med den omverden, der åbenbart er blevet så farlig for min sjælefred, at jeg er nødt til at holde mig væk fra den.

Eller er jeg ?

Er det mon ikke i virkeligheden alt sammen et udtryk for, at jeg gennem alle de år, jeg har levet og fungeret som aktiv alkoholiker, med min sygdom i regelmæssige udbrud, aldrig har lært at leve som det, jeg nu engang er ?

Et menneske, med gode såvel som dårlige egenskaber. Med brister og karakterdefekter, der før i tiden var blevet så stor en del af mit jeg, at jeg troede det var det, jeg var ?

En mand, der flere gange fandt sit livs eneste kærlighed, men ikke anede hvad han skulle bruge den til ?

En sjæl, der endnu ikke har fundet dét, Livet ultimativt drejer sig om ?

Jeg ved det ikke, men jeg har så sandelig tænkt mig at gøre mit til at finde ud af, om det er dét, jeg er.

Derfor rækker jeg ud til alle, jeg kan komme i tanke om, gennem min blog.

Gennem det, jeg ved jeg er god til - at udtrykke mig. Hvad enten dette er på skrift eller i radiomæssige sammenhænge. Rækker ud, så jeg kan øve mig på at være sammen med andre, uden at begå de samme fejl som tidligere.

Rækker ud, for at få reaktioner, der måske kan medvirke til at danne og udbygge den Jeg, der forhåbentlig ligger inde bag årtiernes snublen gennem livet.

Naturligvis vil jeg kunne begå fejl undervejs i processen. Men sålænge jeg husker at erkende dem, så snart de opstår, og søger at udbedre dem med det samme, så godt som det er mig muligt, vil jeg kunne minimere disse nye fejls indvirkning på mit liv.

Og skulle det hele blive for meget - kan jeg altid tillade mig, at trække mig ind i mit sneglehus for en stund, og få vejret, inden jeg stikker næsen udenfor, og vover at være en del af det hele igen.

Bare jeg husker at gøre det - her på min helt egen Solitudevej - fireogtyve timer ad gangen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar