Betal ved kasse nummer et.

Endnu en gang er klokken blevet alt for tidligt, og jeg sidder tanketomt foran den blanke skærm.

Ingen geniale idéer dukker op på den indre tavle - ingen småfinurlige sætninger trimler ud af intetheden.

Der er kun alle hverdagens almindeligheder. Bekymringernes stille piblende strøm af overvejelser og sætninger, der truer med at vokse til en rivende flod af råbende og skrigende krav.

Imorgen er det den første i måneden, og alle regninger skal betales. Strøm, vand, varme, husleje - og afdragene på de lån, jeg stadig sidder og kæmper med. Og jeg ved, at jeg er nødt til at vælge, hvilke regninger, der får lov til at blive betalt denne gang. Håbende, at mit lille spil russisk roulette ikke ender med en katastrofe.

Det var så meget lettere tidligere, tænker jeg pludseligt. Og bruger de næste tankeminutter på, at gennemløbe netop de scenarier, der var dengang.

Dengang, hvor jeg kunne skjule bekymringerne bag alkoholens tætte væg af semi-løsninger. Hvor de forsvandt i black-out'ets timelange tilstedeværelse. Og hvor den næste morgen de første mange timer bestod af en velsignet tanketomhed.

En fred i hjernen, der varede indtil det hele kom myldrende tilbage - nu med fornyet styrke, og krævende at blive taget vare på. Hvorefter jeg kunne bruge de samme krav, til at skubbe mig selv frem til næste flaske, og næste tanketomhed. Vel vidende, at jeg ikke løste noget, men bare udsatte det uundgåelige.

Jeg har de samme muligheder i dag. Men jeg vælger - på daglig basis - ikke at flygte fra virkelighedens krav igennem flaskernes snævre mundinger, ikke at glemme at der er daglige betingelser for livet, der skal tages alvorligt.

Det er dybt skræmmende.

Hver evig eneste måned, siden jeg blev ædru, har jeg i månedens start de samme bekymringer - de samme krav, stående foran mig. Og hver måned er disse, i takt med nedgangen i mine økonomiske muligheder, blevet større og større. Indtil nu har jeg kunnet klare dem - rent økonomisk. Samt kunnet holde dem tilbage fra at påvirke min Sindsro og min ædruelighed.

Men det begynder at blive svært.

Min syge hjerne fortæller mig med nærmest feberskinnende hæshed, hvor meget "nemmere" det ville være at give slip. Husker mig på, at jeg nærmest følte mig immun overfor virkelighedens krav, bare der var en flaske indenfor rækkevidde. At jeg kunne gemme mine bekymringer, mine undskyldninger, min flovhed og angst, bag det stille silende gardin af morgendagens tømmermænd.

Og den forsøger at bilde mig ind, at jeg skrev meget bedre, udtrykte mig meget dybere og mere  intenst, mens jeg var aktiv. At de ord, jeg sidder og leder efter lige her og nu, nærmest automatisk blomstrede frem inde i den, når bare jeg fodrede den med procenter.........

Det er fristende at give efter.

Fristende, at glemme de menneskelige regninger, der opstår når jeg piller proppen af flasken. De regninger, hvis forgængere jeg stadig betaler af på.

Fristende, at lade stå til, og endnu en gang flygte ind gennem de tåger, jeg i så mange år har brugt til at skjule mig i. At lade alt forsvinde igen, og miste ikke bare mig selv, men også minderne om det liv, der har ført frem til at jeg sidder her - og ikke kan se mig ud af det, jeg er endt op i.

Men inde i min lille, syge hjerne, sidder der en uimponeret flok tanker, og smiler kærligt af alle mine krumspring. Smiler, fordi de ved, at uanset hvilke udfordringer og bekymringer livet sætter mig i, ville disse være tusind gange værre, såfremt de havde været spærret inde i en flaske, og druknet i en pøl af alkoholisk selvmedlidenhed.

Tanker som "Sindsrobønnen", "En dag ad gangen", "First things first", og "Kun gennem Handling, skabes Forvandling" - har sat sig i en fællessocial rundkreds i mit sind. Ikke for at synge lejrbålssange, eller dele svedne tankesnobrød - men for at sikre mit ædru jeg's overlevelse, når alting begynder at gå i stå.

For at sikre, at jeg - hvert evig eneste minut - er den person, der for elleve tusind timer, sekshundredeogtres tusinde minutter, eller snart fyrre millioner sekunder siden valgte livet, med alle dets genvordigheder og bekymringer, med alle dets udfordringer og krav - og med alle dets beslutninger.

Så jeg - ét hjerteslag ad gangen - kan være ædru, og én dag ad gangen kan love mig selv, at jeg vil vedblive at være det.