Frem og tilbage.....

.......er dæleme meget motion på en gang, for en mand i min alder.

Støn.

Som det måske er gået op for de af jer, der har læst med de sidste dage, så har jeg storbybesøg i øjeblikket. Min afdøde fætters kone og deres to skønne unger, har valgt af besøge den gamle onkel helt herude på landet, hvor kragerne har madpakke med, og landsbyerne lugter af det, græs nu engang bliver til efter at have bevæget sig gennem indtil mange komaver.

Og det er ikke mælk, jeg mener. Selvom netop dén slags har det med at forsvinde i rivende hast, når en otteårig og en seksårig er tørstige. Hvilket sådan et par størrelser bliver ret tit.

Den slags små mennesker har samtidig en mani med, at bevæge i sig et tempo, der - såfremt jeg skal dømme efter hvordan mine lægmuskler har det - burde lovgives imod.

Når deres bevægelser så samtidig sker op og ned ad bakker i Ree Park (torsdag), hvor dyrene både skal besøges, kigges på, og debatteres, mens den ene af dem har plantet sig i den trækvogn, der er nødvendig for at kunne transportere den uundværlige saftevand og rygsækkene, og den anden har valgt at være langt foran, mens mor og onkel forsøger at bestige bakkerne.

Samt i regnvåde cirkler rundt og rundt i Djurs Sommerland (fredag), for at komme frem til de forlystelser, der nu lige er spændende - det hele i mellem 4 og 5 timer hver gang - så opstår der en mathed i de unge mennesker, der kun kan forklares gennem meget høj skingertræt stemmeføring og utroligt ulogiske krav til mor og onkel.

Og en deraf medfølgende hensætning på jorden af små mødige legemer, mens der med underlæben stikkende frem bliver konstateret, at nu vil man altså ikke mere - så husker jeg pludselig, hvor mange år det er siden jeg sidst har været udsat for børn i dén alder.

At jeg så derudover vågner op med ben, der truer med revolution, samt bål og brand, såfremt jeg skulle have tænkt på at plage dem med mere af samme slags - og næsten er istand til at høre mine ryghvirvler spille "Symfonia Hysterica" af den kendte russiske komponist J.C.Avforfandendaski, fordi jeg har overvurderet mine skuldres evner til at bære - det er en mindre gene i det store hele.

For al den slags forsvinder som ved et trylleslag, og bliver for nogle vidunderlige øjeblikke en saga blot, når den store knægt konstaterer, at han godt tør prøve tingene, bare det er sammen med onkel, og tillidsfuldt holder fast i armen på mig, hvis det bliver for meget af det gode alligevel. Samt når Bambam-trunten sidst på dagen slår armene om mine ben, og siger godnat med et strålende smil på sit trætte ansigt.

Dét er næsten bedre, end både Panodiler og Ibuprofener - selvom jeg ikke ligefrem spiser nogen af den slags mere.

Så jeg tror, jeg vil kaste mig ind i min helt fantastisk meget savnede seng, nu hvor mine besøgende er gået til ro ude i campingvognen, og tage fireogtyve timer mere af samme slags.

Ædru - og mørbanket.

Men med smil på læben.