Manglende klarsyn.

Kender du fornemmelsen af, at alting sker i en form for slow-motion omkring dig ? Så ved du, hvad jeg er temmelig ramt af i øjeblikket.

Det virker, som om jeg er centrum i et begivenhedssystem, hvor tingene, der er helt tæt på mig, enten står ubevægeligt stille eller sker i slow-motion, mens det, der er udenfor den nære omkreds af cirkelen, ræser afsted i et vanvittigt tempo.

Og det meste af det, hænger åbenbart tæt sammen med min i øjeblikket ikke-eksisterende evne til at få tingene gjort.

At tage mig sammen.

Mange gange sidder jeg ligefrem og oplever at se græsset gro hurtigere, end jeg kan nå at tage mig sammen - ikke bare til at slå det, men til så mange andre ting, der nærmest virker som uoverstigelige hindringer på den vej, jeg slæber mit mødige legeme hen af.

Trætheden i samme legeme virker nogen gange næsten fysisk, og forsøger på daglig basis at lokke mig til at klaske ryggen ned på sofaen kort tid efter jeg har fået morgenmad, for derefter at kyle mig ned i et par nærmest bevidstløse timer, fyldt med arrige drømme og smerter i knogler og bløddele, når jeg endelig vågner op igen.

Stadig følende, at jeg er i en klokke af ikke-eksistens, kan jeg så sidde og glo ud af vinduet, mens jeg bilder mig selv ind, at jeg kan nå noget af det, jeg har sat mig for.

Jeg er bagud med de fleste af de ting, jeg har sat mig for. Det er mange dage siden jeg ville mande mig op til at tømme campingvognen, så jeg kan lade forhandleren afhente den. Mange dage siden, jeg ville gå igang med at tømme gæsteværelset for alt det møg, der var efterladt på loftet da "hun, som ikke må nævnes" forsvandt.

Og mange dage siden, jeg sidst har støvsuget og vasket gulv.

I går fik jeg så endelig taget mig sammen til at påbegynde tømningen af gæsteværelset, hvilket gav min i forvejen tankemyldrende hjerne mere at tygge på.

Der var genstande fra mit fortidige liv, minder fra forrige årtusinde, smerter fra tidligere ægteskaber, gemt i de sorte plastiksække og brune flyttekasser, en god ven for måneder siden hjalp mig med at få ned fra loftet.

Straks brød min vidunderlige alkoholiker frem fra sit skjul, og fyldte mig med skam, flovhed, bortforklaringer, undskyldninger, og en hel masse andet gammelt pludder fra dengang, jeg stadig var aktiv, dengang, jeg faldt tilbage i flasken for x'te gang.

Og kortvarigt følte jeg mig lokket, fristet, draget.......

Hen mod den rus, der, bare til at starte med, på så udmærket vis kunne viske det hele ud, "forklare" alt, og love guld og fremtidig styrke. Alle de falske løfter, jeg så mange gange før er faldet for, og som har givet mig mulighed for at ødelægge så meget i mit liv.

Men selv det, virkede som en uoverstigelig hindring.

Istedet fandt jeg mig selv siddende i en nærmest komatøs stivnethed, drejende ringen fra det ægteskab, jeg ødelagde i 2003, mellem fingrene - kiggende på bryllupsfotoet fra '99, med tankerne ræsende afsted, mens græsset udenfor vinduerne langsomt groede op, og kløveren satte blomster.

Ting tager tid, siger de kloge hoveder. Men behøver det at tage s å lang tid ? Og have så store omkostninger for liv og helbred ?

Min sindsro-bøn siger, at jeg skal finde ro i sindet til at kunne acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og mod til at ændre de ting jeg kan. Men den siger intet om, hvor jeg finder kræfterne til at kunne gøre det fra, i en hverdag fyldt med træthed, langsommelighed, ugidelighed, smerter - og jamrende selvbeklagelser.

For et øjeblik siden var det søndag, og jeg skulle have været afsted til møde. Nu er det.... torsdag? Og jeg er stadig ikke kommet videre.

Jeg hader mine sygdomme. Men kan i øjeblikket hverken leve med dem - eller uden dem.

Og mens den erkendelse langsomt synker ind i min bevidsthed, og får mine øjne til endnu engang at fokusere på det uendelige ingenting - er der røget en centimeter mere på græslængden udenfor mine vinduer.

Jeg må nok hellere slå plænen - imorgen.