Andre Sider af mig

søndag den 16. juli 2017

Er livet kun fejltagelser ?


Udenfor mine vinduer danser en drillende sommerregn sart henover mine havemøbler, og forsyner græsset med næring nok til at garantere ugentlig klipning. Pipdyrene flyver slalom mellem dråberne, og kæmper med hinanden om retten til at forsyne sig, fra det spisebord jeg dagligt dækker op til dem.

Krummerne flyver om ørerne på dem, på samme måde som minderne om mine fejltagelser danser om ørerne på mig.

For pludselig strøg en tanke gennem hjernen på mig. En af den slags, der ubønhørligt kræver min fulde opmærksomhed. Og som opstod, udelukkende fordi jeg så et af de større pipdyr begå en fejltagelse, der kostede den præcis den store krumme, der måske havde været nødvendig for at den kunne holde sine unger i live.

Er livet baseret på fejltagelser ?

Tanken rungede gennem mig, mens den mere analytiske del af mit jeg begyndte at undersøge den. Vende og dreje den - kigge på den fra alle leder og kanter - så et svar kunne udkrystalliseres i min morgentrætte hjerne.

Ja - livet er baseret på fejltagelser. Mit, i det mindste.

Helt tilbage fra dengang, jeg først slog mine øjne op, og vrælede mod himlen i protest over at blive født, har fejltagelser været grundstenen i al min lærdom. Grundstenen i alle mine erkendelser, al min eksistens.

For jeg lærer kun gennem fejltagelser - gennem dét, at snuble for at lære hvad jeg skal undgå. Al succes i mit liv, har været på grund af utallige fejltagelser, utallige smæk over næsen. Hver gang noget er gået godt, har der inden da været fejl, jeg begik, som måske nok kunne have været undgået.

Men som var nødvendige, for at succes'en kunne komme til.

For det er ikke alle fejltagelser, der er af det onde. eller som skaber splid, gråd, og sorg. Størstedelen af dem har medvirket til at lære mig at leve, lære mig at forstå hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. Uden dem, ville jeg ikke være der, hvor jeg er i dag, eller være det menneske, jeg nu er blevet til.

Heldigvis.

Så er der naturligvis også de fejltagelser, jeg aldrig vil fortryde. De fejltagelser, der viste sig at føre frem til så meget glæde og kærlighed, at de beriger mit liv dagligt. Og som stadig viser mig, at i enhver fejltagelse, ligger kimen til glæde, kimen til succes.

For selvom jeg mange gange bander over de fejl, jeg har begået i livet, og fortryder en masse af dem, er de grunden til at jeg i dag kan sidde her, og række hånden ud til andre, der står i samme situation som jeg gjorde. Og måske hjælpe, ved at dele hvem og hvad jeg er.

Hvilket jeg vælger at se som en succes.

Ingen fejltagelser er helt uden konsekvenser. Men ikke alle konsekvenser er dårlige. Og med tiden kan måske også de fejltagelser, hvis konsekvenser indtil nu har været bitre, sorgfyldte, og negative, ende med at være til gavn og glæde.

Om ikke for mig, så for andre.

Jeg vil lade de næste fireogtyve timer af mit liv være en succes, skabt af alle de fejltagelser, jeg har begået, og som jeg ikke kan ændre, og alle de fejltagelser, jeg har og har haft mod til at ændre.

Og finde visdom til at se, at det er min ædruelighed, der gør forskellen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar