Liv, livsstil, og livsændring.

Jeg er ikke 36 mere.

Erkendelsen ramte mig som et sværdslag midt på dagen, hvor min ryg lige havde fortalte mig, at jeg skulle finde en bedre stilling, og mine hofter højlydt protesterende forlangte at blive taget hensyn til først.

Mit hoved havde allerede længe gjort mig opmærksom på, at selv grød kan få ondt, og musklerne havde i timevis udsendt høje knirkelyde, bare jeg skulle bevæge mig det mindste.

Alt sammen fordi, jeg har villet være så god som muligt ved min lille krop, og give den mulighed for at kunne nå hen i nærheden af fortids storhed. Dette gennem indtil flere (se forrige indlæg) besøg i varmtvandsbassinet, og flere både hel- og halvhjertede forsøg på at bevæge mig bare en lille smule mere, end jeg gør til hverdag.

Og når jeg så beklagede mig, og syntes det var ufatteligt synd for lille mig - så var der straks en eller flere, der med enorm sikkerhed i stemmen fortalte mig, at det hele nok skulle blive bedre.

Jeg skal bare give det tid.

Tid ?

Jeg har sgutte særligt meget tid at give af, kære venner. De tredive til fyrre år, jeg har tilbage her på universets smukkeste planet, kunne jeg da også tænke mig at tilbringe i bare nogenlunde Dionysisk velvære, gerne i selskab af personer af det modsatte køn, der kan servicere mig efter fortjeneste.

Ja ok, så fik jeg nok ikke lige så meget, som jeg gerne ville have - men tanker er jo toldfrie, ikk' ?

Suk.

Jeg ved det godt - jeg skal tage mig sammen, og være bare en lille smule realistisk, omkring det hele.

For på den måde kan jeg forhåbentlig sikre mig, at i det mindste de næste fireogtyve timer bliver bedre. Og jeg ved da også godt, at når al ømheden er væk, smerterne indskrænket til en mindre summen i musklerne, og hovedpinen stukket af hjemmefra - så kommer jeg til at føle velvære.

Og forhåbentlig også opdage, at jeg har tabt noget af det overflødige fedt, der just nu skvulper rundt på min krop, i desperate forsøg på at undgå at blive forbrændt.

Det kan tro nej, kan det. Jeg har skruet op for forbrændingen - med mega hjælp fra Livsstilscenteret - og er i besiddelse af en håndfuld værktøjer, der kan gøre underværker.

Det vil jeg så prøve at se, om jeg kan få lov til at lade dem gøre, når jeg imorgen er taget hjem herfra - med mulighed for at komme tilbage igen, hvis min læge vil lytte til anbefalingerne fra stedet.

Men lige her og nu, vil jeg nøjes med at finde Sindsro - dén gør nemlig ikke ondt.