Mistrøstigt mismod - og andet brok.

I sidste måned var jeg til scanning på mit lokale regionshospital.

Ultralydsscanning, af mave, tarm, lever, og galdeblære. Noget, som egentlig skulle have sket flere måneder tidligere, men hvor jeg, på grund af en fejl i fremsendelsen af e-boks indkaldelse, var blevet rubriceret som ikke fremmødt.

Og så har man jo gjort hvad man kunne, fra systemets side, ikke  ? En scanning, der skal finde ud af, om jeg stadig har knuder i min galdeblære, og hvordan min lever har det, er nok ikke så vigtig, at nogen kunne finde på at tjekke hvorfor jeg ikke var mødt frem, vel ?

At jeg så først blev bekendt med det, da jeg alligevel skulle til samtale ved hospitalets mavespecialister, er en biting.

I dag fik jeg så resultatet. Ikke fordi der lige var nogen læge eller lignende, der havde set på scanningen og skrevet, mailet, eller ringet til mig. Nej, kun fordi jeg selv ringede op for at høre hvordan scanningen var forløbet, og hvornår jeg kunne forvente et resultat.

Afdelingen anede ikke hvad jeg snakkede om, men lovede at få nogen til at ringe, hvis der var et resultat - hvilket så også skete et par timer senere.

Så langt så godt.

En vældigt hønemorklukkende sygeplejerske fortalte mig, at resultaterne viste det samme som sidst - at der stadig var samme antal knuder i galdeblæren, og at leveren stadig var lige så fedtbesat som ved tidligere undersøgelser.

Og det var så det.

Ingen besked om, hvad der så skulle ske nu. Ingen indkaldelse til nye samtaler eller undersøgelser.  Faktisk blev den gode sygeplejerske noget konsterneret, da jeg tillod mig at spørge. For det vidste hun da ikke - hun mente, at jeg bare skulle være glad for at det ikke var blevet værre.

Da jeg så tillod mig at presse på, for at få at vide hvad der kunne gøres, for at gøre situationen bedre - her hvor der efterhånden var gået flere år, siden den opstod - spurgte hun mig undrende, om jeg da kunne mærke det...........

Undskyld mig, men det var jo ligesom det, der startede det hele for efterhånden lang tid siden. Mine tarmproblemer, mine leverproblemer, mine galdeblæreproblemer, og de deraf fremkomne smerter og daglige hindringer, der på egen måde medvirker til at holde mig på et med mellemrum ret depressivt stade, og hindrer mig i at kunne blive rask igen.

Selvom jeg naturligvis fortalte hende ovenstående på en pæn og rolig måde, kunne jeg godt opfatte at det ikke lige huede hende, men samtalen endte da med, at hun ville få en læge fra afdelingen til at ringe - imorgen.

Det er nu på over andet år, jeg går med et sygt mave/tarm-system, med et stadigt tårnhøjt blodtryk, og med en depression, der ikke just bliver bedre af, at føle mig håbløs. Jeg har ikke bedt om at være syg, så det mindste jeg skulle kunne forvente, er da ikke at blive mødt med......

.....ligegyldighed.

Hvilket er nøjagtig, hvad jeg føler møder mig, hver gang jeg er i kontakt med det overordnede lægesystem. Min egen læge gør alt hvad hun kan  - og er en god støtte - men kan jo ikke fremtrylle resultater og behandlinger, hvis ikke der medarbejdes fra de hospitaler, der skal undersøge mig.

Suk.

Jeg ved godt, at hele denne situation ikke er noget, jeg kan ændre umiddelbart, og at jeg derfor er nødt til at acceptere den træghed, der åbenbart gennemsyrer et ellers godt sundhedssystem, men jeg vil til alle tider kræve min ret til at bande, banke i bordet, og råbe højt, når sådan noget sker.

Fanden - Sgu - og Helvedes også........

Samt derefter huske, at de næste fireogtyve timer på trods af smerter, ligegyldighed, mistrøstighed, og mismod, naturligvis vil blive bedre, end de var før i tiden.

For jeg er ædru.