Det føles helt underligt, at sidde stille sådan en helt almindelig morgen, mens solen står op og kaffen dufter indbydende. Og så samtidig vide, at dagen i dag og de næste dage vil blive fyldt med indtryk, der ellers ikke normalt er til stede.
Og mens jeg nipper til den varme - og efter min maves mening måske lidt for stærke - morgenbryg, begynder jeg i tankerne at gennemgå de begivenheder, der står foran mig.
Jeg skal nemlig have besøg. Familiebesøg. Noget, jeg ikke har haft siden jeg i april sidste år tog i behandling, og oplevede min verden forandres fuldstændigt.
Bevares - jeg har da været afsted på besøg i familien. Både gode og sørgelige besøg. Men det er første gang, at nogen fra den del af familien, jeg stadig har kontakt med, besøger mig. Og jeg ved, at besøget vil blive fyldt med latter, smil, og forpustethed, som jo alting bliver når der er børn med i ligningen.
Problemet er bare, at jeg er så meget ude af træning, når det gælder overnattende gæster, at jeg pludselig opdager alt det, andre tager som en selvfølgelighed, når familien kommer på besøg. Indkøb, oprydning, planlægning - alle disse åndeløst vigtige aktiviteter, der omgærder sommerferiebesøg her på landet, af sådan nogen "byfolk".
Samtidig bliver det første gang, jeg for alvor er i en social sammenhæng, der før i tiden indebar masser af kold hvidvin og kølige øl - sådan bare fordi det var sommer og sol og........ Og jeg aner ikke, om min sindsro er gearet til det, eller om jeg er fuldt klar over alle de faldgruber, der kan ligge forude.
Men jeg ser frem til det.
Selvom jeg nu ikke ligefrem har alt for meget råd til at drage med mine gæster rundt i det Djurske, og vise dem noget af det, jeg elsker, og heller ikke har alt for meget fysisk overskud til at kunne følge med i et tempo, der ganske naturligt vil blive højere, end mit eget daglige - børn er jo et eller andet sted små levende raketter, når det drejer sig om at ville se alt, opleve alt, smage alt, på én gang - så vil jeg tillade mig at gøre det.
Og så lade bekymringerne fare for en stund, og tillade verden at vise sig fra sin glade side - bare det par dage, det drejer sig om. Måske er der så opstået mere energi, mere overskud, til at kæmpe med de daglige udfordringer bagefter.
For jeg trænger til sådan en win-win situation. En ordentlig omgang frådsen i livet, glæden, sommeren, familien, eksistensen - i dét, at være menneske på den sociale måde.
Så mens mine vanlige morgengæster - de aldrig svigtende små pipdyr - småhygger sig på terrassen med brødkrummer og flokfællesskab, vil jeg for første gang i mange måneder starte min indre turbo op, og gå igang med det, der mangler at blive gjort.
Der er jo meget, der skal laves - når familien kommer på besøg.
Senge skal redes, rod skal ryddes op, køleskabe skal fyldes, grillkul skal findes - og hov....... var det ikke sommerhumøret, der dukkede frem dér ?
Afsted det går - over stok og sten....... Firetyve timer ad gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar