Tilværelsens nødvendige onde.

Det er grimt, pludselig at føle at jeg ikke kan undvære at være syg.

Pludseligt at være nervøs for ændringer, der kunne vise sig måske at bringe mig over på den raske side af det hele. At sidde, med en uendelig træthed i kroppen, og ondt indtil flere forskellige steder samtidig, mens de eneste tanker, der dukker op, er en bekymring for om min tinnitus nu er blevet værre på grund af den medicin jeg har.

Og overhovedet ikke spekulere på, om medicinen så til gengæld har hjulpet på det, den var udset til at skulle hjælpe på.

Jo naturligvis vil jeg da allerhelst være rask. Jeg ligefrem brænder efter at blive det, og kaster mig ud i det ene mere mærkværdige tankeeksperiment efter det andet, for at prøve at finde frem til noget, der måske kan ændre - eller endda helt fjerne - de sygdomme og tilstande, jeg har fået raget mig til i løbet af de sidste år.

Men at skulle kunne sige til mig selv, at tingene er, som de er, og at jeg nok aldrig får det bedre - det ligger ikke i kortene. No way !!

Så mens matheden sænker sig over mig, og ugideligheden når nye højder under devicen "Hvad skulle det gøre godt for....", forsøger jeg dagligt at hive mig selv op ved hårrødderne og få lavet bare en lille smule af det, der nu en gang skal laves dagligt.

Jeg har jo ikke ligefrem noget ønske om at ende som en "horder", der samler bunkevis af ting, bare fordi jeg ikke kan få taget mig sammen til at rydde op i dem. Men ikke desto mindre er bunkerne der, og kræver at blive taget hånd om.

Samtidig skal jeg have tømt campingvognen, så det investeringsselskab, der i sin tid lånte mig pengene til den, kan komme forbi og afhente den igen.

Og jeg skal have slået græs, og vasket gulv, og vasket tøj, og fjernet spindelvæv, og............

...........jeg skal have begyndt at leve igen - sådan for alvor leve, og nyde at jeg gør det.

I stedet for at sidde buret inde bag duggede ruder, med udenfor hoppende ivrigt spisende pipdyr som eneste morskab på programmet.

Jeg skal have startet på, at finde ud af om der er plads i mit liv til andre end mig selv. Om jeg trods alder og sygdom vil kunne finde én, der kan acceptere det menneske, jeg nu engang er, og måske endda elske mig, trods mine mørke sider og min dunkle fortid.

Men først skal jeg vist lige lære at elske mig selv igen. For hvis ikke jeg kan elske mig selv, hvordan skulle nogen anden så kunne elske mig ?

Ja, jeg kan godt høre min indre misbrugskonsulent hyle op om indbyggede faldgruber, og automatiserede fejlmuligheder, når jeg kommer med sådant et argument.

Men ikke desto mindre er det det, jeg føler i mit inderste. At jeg skal lære at elske mig selv, før jeg begynder at lade andre elske mig. Eller begynder at elske andre.......

Samtidig med, at jeg er nødt til at tage højde for, om jeg skulle være på vej ned i et tilbagefald, eller om det er "sikkert", at bevæge mig ad den tangent, for at komme videre i livet.

Uha, hvor er der meget terapi i sådan at sidde og nedskrive sine tanker, og bare lade dem stå som de blev skrevet. Tanker, der ellers ikke ville få mulighed for at blive taget alvorligt, eller give anledning til andet, end et øjebliks forvirring, ubehag, eller distraktion.

Hvis de da i det hele taget får lov til at trænge gennem den tåge af hovedpine, tinnitus, og almen ubehag, jeg render rundt med. Jeg ville ønske, at jeg kunne slutte den sætning af med "...i disse dage", men det har efterhånden varet så længe, at det mere virker som et "tilværelsens nødvendige onde", end bare noget, der lige kom forbi i nogle få dage.

Så når jeg om lidt - kun tre timer efter jeg stod op - finder ud af, hvad denne dag skal bestå af, håber jeg at jeg også vil være istand til at kunne fuldføre det, jeg sætter mig for.

Jeg kan jo ikke blive ved med at læne mig op af Kong Valdemar's ordsprog i alt hvad jeg gør, vel ?