Når livet leves - i børnehøjde.

Jeg er blevet invaderet.

Mit hjem er blevet en slagplads for søskendekærlighed og søskendekrig. Et sted, hvor alt det mærkelige man aldrig har set før, eller ikke anede eksisterede, bliver kigget på med hænderne, og tjekket så grundigt efter som muligt.

Troskyldige blå øjne kigger opmærksomt på, hvad jeg laver, mens lillesøster surmuler over ikke at have fået sin vilje. Og mens jeg leder rundt i min hjernekiste, efter idéer til at holde en seksårig og en otteårig beskæftigede, mærker jeg tilliden til, at jeg - som er den voksne - naturligvis kan sørge for at det hele er spændende.

Det er godt nok lang tid siden, at jeg selv havde børn i den alder. Så lang tid, at jeg helt glemmer, at den slags ikke har nogen form for al-viden endnu, men stadig skal lære - mange gange på den hårde måde.

Hvilket betyder, at jeg pludseligt gen-opdager følelsen, ved at opleve reaktionerne fra et børnehavebarn, der ikke lige har fået sin vilje, og som heller ikke helt har opdaget hvordan man sætter ord på hvad der er man vil, men bare starter sin indre alarmsirene. Og naturligvis ikke spekulerer på, hvor mange voksne der bliver skræmt fra vid og sans over raserianfaldet - den slags bekymrer jo ikke unge prinsesser.

Og heller ikke kasseassistenter i den lokale Superbrugs, skal jeg hilse og sige.

Eller den varme glæde, der følger med de snusfornuftige udsagn og kommentarer, en snart tredieklasses dreng kan komme med, når han føler sig hjemme og har tillid til sin omverden.

En tillid, der får ham til at stå bomstille, med den finger han lige har brændt lidt på grillen, inde i den kolde vandstråle - lige så længe onkel siger, han skal.

Så skidt med, at ryggen her til morgen fortæller mig, at jeg skal tage den lidt mere med ro idag, end jeg gjorde i går. Om fireogtyve timer er der jo atter en dag (sagde Valdemar), hvor jeg sikkert skal igennem endnu en rutchebanetur af glemte oplevelser og glæder,

Så lige nu nyder jeg bare roen inden mine gæster vågner, mens jeg både gruer for og ser frem til, at tage med dem ud på dagens tur til vilde dyr, drillende aber, spyttende lamaer, og gungretunge næsehorn.

Jeg håber så bare, at min mødige aldrende krop, og mine i ungernes øjne sikkert alt for kedelige voksentanker, vil kunne klare at blive udsat for det sprudlende, voksende, levende liv endnu en dag.

Det er helt sikkert ganske sundt.