Kort - og godt ?

Hver morgen, når jeg sætter mig  og spiser morgenmad, vender jeg et tarotkort på nettet. Et af den slags, der via et billede og tolkningen af dette, skulle kunne vise hvor jeg står lige nu.

Jeg har nu aldrig forstået symbolerne, eller de hyggelige tegninger der er på kortene, men den medfølgende tolkning kan ind i mellem vække tanker, der ellers ikke kom op til overfladen.

Dagens kort var ingen undtagelse. Det stillede spørgsmålet, om jeg isolerer mig. Om jeg vender ryggen til verden, forsøger at skjule sandheden, føler at der ikke er nogen der har brug for mig eller at jeg ikke har brug for nogen. Samt om jeg skaber afstand til min omverden.

Jeg ved det godt - et sådant program er indstillet til at skyde med spredehagl i forholdsvis generelle vendinger. På den måde er der jo næsten altid noget, der kan ramme og vække eftertænksomhed.

Hvilket var præcis, hvad det gjorde i dag.

Det fik mig til at tænke på, om min efterhånden trygge hverdag kun tryg, fordi jeg har isoleret mig fra den verden der omgiver mig ? Og som jeg næsten kun er i kontakt med gennem blog'en eller gennem de udsendelser, jeg laver på min lokale radiostation. Eller gennem det ugentlige møde med fælles sygdomsramte.

Der kan gå dage imellem, at jeg ser et andet menneske. Dage, hvor min eneste kontakt til omverden er den, der opstår når jeg skal have købt ind til køleskabet. Hvorefter jeg, når jeg så endelig kommer i kontakt med et medmenneske, der ikke kun smiler professionelt bag en skranke, nærmest frådser i interaktioner og nærvær.

For derefter, som en anden eremitkrebs, at trække mig tilbage i min hule og nøjes med at værdsætte synet af fuglene udenfor mine vinduer, mens jeg nyder erindringen, og smager på alle aspekter af den.

Hvilken sandhed er det, jeg skulle forsøge at skjule, ved at leve på denne måde ? At jeg er alkoholiker ? Det ved alt og alle, for det har jeg aldrig lagt skjul på. At jeg er ensom og føler jeg ældes med foruroligende hast ? Det tror jeg nu også nok fremgår af mine daglige skriblerier her på bloggen, at jeg ikke har den store angst overfor.

Kunne min tilbagetrukkethed mon derimod skyldes, at jeg stadig er tyndhudet og sårbar, når det drejer sig om kontakt med andre levende væsener ? At jeg endnu ikke er helet, efter det enorme sår, mit hjerte og mit sind fik, da jeg blev svigtet dybest, af et menneske jeg holdt uendeligt meget af.

Måske er det det.

Det er jo ikke bare sket én enkelt gang, i mit liv, men mange gange. Selvom jeg nok må indrømme, at sidste gang det skete, var noget alvorligere end mange af de andre gange. For hjertehug, giver de dybeste sår.

Og nej, jeg er slet ikke inde i noget med "hvem har skyld / var jeg selv ude om det"-tankegange. Kun den rå viden og følelse, af de sår der har så svært ved at heles. Samt den deraf hårdt indlærte automatiske tilbagetrækning fra alt og alle, mens jeg forsøger at slikke samme sår, så der kan vokse ny hud henover.

Men jeg glemmer vist, at nogle sår ikke k a n slikkes rene. At nogle af dem skal have lov til at danne arvæv, og blive knudrede minder om noget, der var engang. Minder, der bringer nye erkendelser, når sindet blidt stryger henover henover dem, og sanser arrets fastfrosne billede af det, der skete.

Minder om et liv, der har gjort mig til den, jeg er. Et meneske, der har brug for andre end sig selv, og som ikke har behov for at skjule nogen sandheder, eller skabe afstand til sin omverden.

Et menneske - på godt og ondt.

Så skidt pyt med, at jeg lige nu gemmer mig i min tastefejlfyldte slotsfæstning, med berøringsfladernes vindebroer trukket op, mens kontrolkrokodiller svømmer i voldgraven, og herolder råber daglige betragtninger fra tårnenes toppe.

For jeg kan høre det knage i vindebroens kæder, mærke den sitren der opstår, når spunsen der holdt kæderne på plads, er ved at blive banket ud.  Og jeg ved, at bare jeg fortsætter med at tage mig kærligt af mine sår, smører dem dagligt med mindernes blide kærlighed, og nusser de hårde skorper af - så vil vindebroen falde, og slottet være parat til at overgive sig.

Til livet.