Skal du ikke snart være rask ?

Beskeden klingede stadig i mine ører, da jeg lagde røret på efter en telefonsamtale her til morgen.

Ikke for første gang, men nok nærmere femte gang på bare to dage, havde jeg hørt uforståenheden overfor det, jeg nu render og kæmper med, fra én, der sikkert mente det mere end godt.

Og pludselig var der faret en djævel i mig, og jeg begyndte irriteret at skælde ud.

Jo gu' pokker ville jeg da gerne, at jeg snart var rask. Gu' pokker er det møgirriterende hele tiden at rende rundt og være syg, uden at kunne præsentere hverken et brækket ben eller en hul gennemtrængende hoste, eller hvad der nu kræves, for at  min omverden anerkender, at jeg rent faktisk e r syg, og gør hvad jeg kan for at blive rask igen.

Samtidig fór tankerne gennem mit hoved - tanker, der stillede spørgsmålstegn ved min nære omverdens tålmodighed med lille, syge mig - tanker, der skældte og smældte, slog i bordet, og tudbrølede af raseri over den manglende accept - over ikke at blive taget alvorligt.

Jeg ved godt, at jeg det meste af tiden præsenterer et roligt ansigt, med smil på læben og humor i øjnene - at jeg underspiller de ting, jeg fejler, og nærmest fremlægger dem som en del af livets betingelser.

Men det er de ikke.

Hverken den forbandede overvækst af bakterier i min tyndtarm, der åbenbart skal slåes ned med få måneders mellemrum - med risiko for udvikling af resistente bakteriestammer, hvilket igen kan medføre at jeg ikke kan behandles for andre ganske almindelige infektioner senere - eller blodtrykket, der igen har valgt at placere sig på øverste hylde, trods langvarig behandling med allehånde mediciner og naturprodukter.

For ikke at snakke om det sammenfaldne glaslegeme i mit højre øje, der ind imellem gør synsoplevelsen både kvalmende og svimlende, og galdeblæren, og leveren, og alle de andre ligeså valide sygdomme og symptomer, der medvirker til at gøre min hverdag til noget af en rutchebanetur med jævne mellemrum.

Eller den svimmelhed, der gør at jeg ind imellem ikke føler jeg har styr over mine tanker, og samtidig lægger et tungt låg over det hele - hvilket gør det næsten umuligt at sætte to ord sammen til noget meningsfyldt.

Jeg er træt af, at føle at andre synes jeg jamrer mig, og mærke folk vende hovedet bort, når jeg forsøger at fortælle, hvorfor jeg ikke lige vælger at være rask igen. Træt af den der "han snakker sgu altid om sin sygdom"-indstilling, som jeg ellers aktivt har forsøgt at bekæmpe, ved at være så positiv som mulig.

Jeg er kort sagt træt af - ikke at kunne få lov til at være syg for alvor - ikke at kunne smide mig ned på asfalten og hamre hænderne ned i den, mens jeg højt skrigende får gjort opmærksom på, at jeg faktisk synes det er helt totalt forbandet træls og ufortjent, at jeg skal rende rundt og være syg.

Jeg ville meget hellere sidde bag rattet i en turistbus, på vej et eller andet sted hen i Europa, med glade mennesker, der skal ud og opleve noget. Og glæde mig til at vise dem det, jeg nu engang kender i alle de lande, jeg gennem tiden har besøgt og oplevet.

Hellere tjene mine egne penge gennem et arbejde jeg elsker, end få dem udbetalt som en slags nådsensbrød af en overmistænksom kommunalt ansat, der finder en ære i at smide mig rundt til alle mulige og umulige unødvendige samt sygeperiodeforlængende aktiviteter. Og som har lært, og er uddannet i, at sygemeldte ikke er syge.

Det er bare noget de tror.......

Så i dag vil jeg tage mig selv i hoved og røv - og køre til endnu en undersøgelse på endnu et sygehus, mens jeg fylder bilen med svovlende eder og forbandelser over den situation, og de sygdomme, der har gjort det hamrende svært for mig at holde af hverdagen.

Ikke fordi jeg tror det hjælper noget - de der eder og forbandelser - men det bliver sgu rart at kunne råbe dem højt og inderligt, uden nogen til at rynke på næsen og mene, at jeg jo bare kan tage og holde op med at være syg.

Det skal jeg til gengæld nok gøre - holde op med at være syg. Senest når jeg ligger 3 fod nede, og holder regnormene med selskab.

Men indtil da, agter jeg fireogtyve timer ad gangen at holde på min ret til at være syg, når jeg er det, og have det ad helvede til med det, når det er tid til det.

Så i stedet for at spørge mig, om jeg ikke snart skal være rask, ville det glæde mit snart forsvindende ego utroligt, at blive mødt med knus, kram, og accept af, at lige nu - der er jeg syg, og ved ikke hvornår jeg bliver rask igen.

* brokke-mode Off *

Altså !!