Skyer i sindet.

Det er sommer ifølge kalenderen, men trods dette er himlen udenfor mit vindue malet med gråtoner i uendeligt mange variationer, og skykanterne afslører en adstadigt ankommende front, af den slags der normalt drypper væde over det hele.

Indeni mig skulle det også gerne være sommer, med lys, glæde og varme tanker - jeg er jo trods alt kommet igennem en følelseskold vinter og et forår med spirende ædrueligheder overalt.

Og landet i en Sindsroens sommer, med udsigt til rolige dage i varme fællesskaber.

Men også her er der gråtoner, og skyfronter med hvileløs stress dryppende ned,

Sådan har det været, hver gang der har været beslutninger, der skulle tages, hvor udfaldet ikke var kendt på forhånd.

Hele mit liv har jeg søgt at kende alle udfald af alt hvad jeg lavede - alt, hvad jeg tænkte og besluttede. For på den måde at kunne sikre mig på forhånd, når jeg kunne se, at en beslutning ville føre til noget dårligt. Det virkede ikke altid, men så kunne jeg da i det mindste drikke på det, når udfaldet blev skidt.

Indrømmet - de sidste mange år har jeg haft en overvægt af de dårlige beslutninger på lager. Men når jeg nu bare vidste, at de ville gøre ondt, så kunne jeg jo "tage slaget med oprejst pande (og en øl i hånden)". Og så komme videre derefter, med endnu en dårlig beslutning liggende parat.

Jeg er klar over nu, at jeg bare har puttet blår i øjnene på mig selv hele tiden. At jeg har veget tilbage fra at kunne acceptere livet, på livets præmisser. Og hele tiden har forsøgt at planlægge og orkestrere mit liv, så jeg kunne træffe beslutninger, hvis udfald jeg selv havde besluttet på forhånd.

Hvilket kunne have været godt, såfremt jeg ikke lige havde en destruktiv side i mig, der konsekvent krævede at jeg altid tog beslutninger, der gjorde ondt. På mig, og på andre.

For så kunne jeg jo forsøge at bilde min verden ind, at jeg var en fandens karl, der kunne holde til en hel masse, og som altid rejste sig af støvet igen. Hvis jeg da ikke var for fuld, til at kunne rejse mig.

Fis i en hornlygte.

Det har kun ført hen til, at jeg her efter min behandling, og min snart 15 måneders lange ædruelighed, i de her dage næsten ikke tør tage nogen som helst form for aktiv beslutning, der kunne risikere at ændre status quo.

Med det resultat, at de situationer, og det liv, jeg holder så krampagtigt fast i - fordi det er det, jeg er allerbedst til - risikerer at krakelere og vælte alt rundt på gulvet. Og jeg risikerer at miste alt, hvad jeg har bygget op de sidste snart 15 måneder.

Suk.

Og mens jeg så har siddet og skrevet det her, går det op for mig at jeg egentlig er i fuld gang med den kamp, Sindsrobønnen også indeholder. Kampen om, at kunne finde Modet til at se forskellen på det, jeg kan ændre, og det, jeg ikke kan.

Samt Sindsroen til at acceptere dette.

Og jeg må erkende, at ligesom der ovenover de grå skyer udenfor mit vindue, findes en varm og livgivende sol, så findes der også en sådan ovenover mit sinds gråspættede humørskyer. En sindsrolig, varm, og altfavnende livgiver, der blæser en hatfuld på hvilke beslutninger, jeg træffer.

Bare jeg træffer dem, og tager ansvaret for dem.

Så det vil jeg kaste mig ud i at gøre, de næste fireogtyve timer.

Og jeg vil starte med at huske på, hvor jeg kom fra - med Dagens Digt.