Udkiggen.......fjerde runde.

Fjerde kapitel

(Nye læsere kan finde de første tre kapitler her - Første kapitel "Det Gode Skib Jeg", Andet kapitel "Overstyrmanden", og Tredie kapitel "Maskinrummet" 

På toppen af verden.

Bifokulaert sammenklappet bredsyn, havde de kaldt det, da han dengang havde spurgt Synerne på medibåden, hvorfor han mente at kunne se noget dække for længden af hans udsyn. Som om det var bedre, at blive belemret med noget, der kunne sætte hans job, og dermed skibets fremfærd i fare, uden at ane hvad det var, og uden at kunne få det ændret.

Selv medibådene var jo blevet ramt af den Ligegyldighedens Systemorm, der så ud til at have spredt sig til næsten alle dele af den verden, han kendte. Og den var stor, den verden. Så stor, at han nogle gange tvivlede på, at han var istand til at se alt det, han ifølge sin jobbeskrivelse skulle kunne se.

For hvordan skulle kaptajnen og førstestyrmanden – ja, hele skibet, Overe og Undere, Sæk, Tynderter og Bund – kunne navigere udenom eller i det hele taget opdage farer, hvis ikke hans gennemtrængende Syn fungerede perfekt ? Hvis ikke han var istand til at justere sit udkig efter de vuggende bevægelser, det gode skib ”Jeg” udsatte ham for, heroppe i toppen af den højeste rygradsbalancerende mast, skibet var i besiddelse af.

Han greb hårdere fat om balanceknoppen, for at undgå at få sendt kvalmende  ubalancerede beskeder  gennem det trådsystem, han brugte til at holde kaptajnen og overstyrmanden orienteret med. Vel vidende, at Sæk rutinemæssigt lyttede med, når der gik nye billeder gennem trådene, og at disse, ifald de var alt for meget ude af balance, kunne  få Sæk til at returnere alt, hvad Rålangerne havde kastet ned til ham, iblandet Blærerøvssaft og syredampende smøremiddel, med en sådan hast, at det ville blive spredt overalt på skibet.

 Hvorefter alt ville enten gå i stå på det gode skib, eller endda måske resultere i skader på Top- eller Bundhold. Eller kaptajn og overstyrmand. Eller måske endda på Skibet selv, hvis udkastet fra Maskinrummet nåede helt op og blokerede for hans egen mulighed for at udføre sit arbejde.

At se så langt som muligt, opdage farer under, i, og ovenfor vandet, der kunne gøre skader på skibet, og så hurtigt som muligt bringe billeder af dette til kaptajnens bevidsthed. Og dermed til hele skibet.

Bistert nikkende for sig selv gentog han det mantra, alle Øjekiggende Synsfolk blev født med en viden om – Intet over, intet under, intet foran, intet bagved, så er Skibet sikkert, og Synet godt.

Han vidste, at han skulle have sendt besked om Hjemløshedsklippernes syleskarpe nærvær, så såre han havde synet deres eksistens i horisonten. Men endnu en gang havde overstyrmanden været hurtigst med alarmen. Var man bare udstyret med samme perfekt tunede sanseapparat, som det overstyrmand Sind var i besiddelse af, så......

Han rystede svagt på hovedet, mens han huskede sig selv på, at alle ombord tilsammen udgjorde et perfekt instrument, når det drejede sig om Skibets velbefindende og fremfart. Sålænge systemets giftigheder ikke påvirkede nogle af dem mere, end gennem en let kvalme og kraftesløshed, skulle han nok kunne udføre det job, han med strålende gråblåøjet stolthed havde varetaget siden søsætningen for en menneskealder siden.

Selvom han måtte indrømme, at han med tiden havde været nødt til at gribe til både monofokulare og endda bifokulare  visionsfremmende foranstaltninger, for at kunne blive på toppen af sin ydeevne, så havde det været det værd.

For hvad ville skibet gøre uden ham ? Der var ingen erstatninger på lager nogen steder – det vidste han med sikkerhed. Når et skib blev søsat, sad udkiggen fast for livet, hvadenten denne fungerede eller ej.

Tankefuldt lod han sit blik vandre henover horisonten, mens han rutinemæssigt justerede okularerne, og sendte trådbårne billeder til behandling og rubricering i kaptajnens bevidstheds baglokale. Sansningen var hans, tolkningen kaptajnens.

Set heroppefra virkede det næsten komisk, at maskinmesteren kunne fylde så meget på skibet, men Sæk havde jo altid været lidt af en grovædende gavflab, der gerne lod sine rumlende betragtninger vibrere gennem hver en knoglet planke, som underlægning til maskinens rytmisk dunkende hjertelyd.

På det seneste lod det dog til, at maskinmesterens og maskinens topbeklædning efterhånden konsekvent dækkede for alt syd for hans, udkiggens, nedadgående synsfelt. Lidt ærgerligt, syntes han, for det havde tidligere været ganske hyggeligt, ja endda nærmest hormonbrusende dejligt, at syne hvordan affaldsrøret lidt syd for midtskibs, med den rette håndtering kunne reagere med sanseberigende sprøjt.

Smilende rystede han okularerne, mens han på denne måde tankeadspredt fortsatte sin horisontskanning. Intet over, intet u......

Vantro fokuserede han endnu en gang på det, der havde afbrudt hans mantragennemgang af synsfeltet. Var det ikke .......? De spidser bevægede sig sgu da.... ? Og de der flyvende klatter ? Var det ? Jamen.....?

Lynende hurtigt kastede han billederne af det, han havde sanset, gennem trådene til kaptajn Hjernes kommandrobro, mens han samtidig benyttede muligheden for at starte en fuld skibs-alarm, ved at ryste en let kvalmebesked afsted til maskinrummet, så både maskine og mandskab ville være parat til handling, når Sind og Hjerne havde tolket billederne, og valgt reaktionsmåde.

Hvis dén stime øgleagtige gældshajer, og dén flok rockertatoverede insolvensmåger, han just havde spottet, nåede frem til skibet, ville de med største sandsynlighed betyde altings undergang. Gældshajerne ville flå store klumper ud af skroget med deres sylespidse og kæmpestore rentetænder, og insolvensmågerne diamantskarpe trusselsnæb bore sig ind i mandskabets bløddele, på deres søgen efter overstyrmanden og kaptajnen.

Alt sammen efterladende død og ødelæggelse – uden at Systemslæberen, der stadig trak dem alle hen mod Hjemløshedsklippernes skarpe spidser, ville opdage noget, før tovet til sidst ville ende med at måtte kappes, når skibet ikke længere var andet end......dødvægt.

Og i et sjældent glimtende klart syn, sansede den gode udkig pludselig, hvad der kunne ende med at være skibets, og alle ombord på dets, skæbne.

Hængende ubevægeligt på Hjemløshedsklippernes syleskarpe toppe, mens skibet bid for bid blev flået i stykker og slugt af gældshajerne, og besætningen en efter en hakket ned af af de råddent lugtende insolvensmåger, på deres vej frem mod den kaptajn og den overstyrmand, de havde deres ågerrenteskinnende øjne fæstnet på.

Rystende spekulerede han på, om det var Undergangen, han forudså, eller om han bare var ramt af Smitsomt Sortsyn – der havde jo været meget af den slags i luften, den sidste tid - og pludselig var blevet Sortseer.

Kun skibets Knoglevrider kunne give ham det svar.

(fortsættes på et tidspunkt - i hælene på Skibslægen......)