En tur på "Route de Væk-herfra".

Imorges begyndte en tanke at tage form i min hjerne. En idé, der gik ud på, at jeg ville begive mig en tur rundt i det landskab, jeg har befundet mig i, gennem ufatteligt mange år.

Jeg satte jeg  mig ind i den bil, jeg har købt for penge, jeg ikke havde råd til at undvære, og hørte motorens træge cylindere slå igang med et depressivt ekko af forgangne tiders storhed, mens jeg kunne dufte den knaldsorte samvittighed fra udstødningen. Gearkassen protesterede næsten ikke, da jeg satte den i gear, og drejede på rattet.

Servostyringen opførte sig som altid med nærmest parkinsonagtige rystelser, men accepterede dog at blive brugt som det, den var - et middel til at dreje forhjulene, når jeg havde behov for det.

Distræt tastede jeg min rute ind på korttidshukommelsens touchscreen, og begyndte min tur.

Naturligvis sikret med den sele, der ifølge fabrikanten ville være istand til at beskytte mig, hvis jeg skulle køre galt, men som efterfølgende med stor sandsynlighed ville gå i baglås, og holde på mig, indtil alt var forbi.

Motoren hostede astmatisk, mens jeg i tankerne gennemkørte rutens forskellige stop.

Først til Håbløshedens Gade nummer tre, med et kort, og for forbedringer undersøgende stop, inden jeg ville kunne fortsætte til Ensomhedens Gade nummer ni, hvor jeg kunne sidde afventende, mens alting kølede ned igen.

Og derefter via Ligegyldighedernes Motorvej, til Mindernes Bitre Kalkbrud, for at nyde udsigten fra Toppen af Ting, der Aldrig Bli'r Gjort.

Undervejs til første stop tjekkede jeg min medbragte termokande, for at sikre mig, at den kolde følelseskaffe holdt stand mod omgivelsernes forsøg på opvarmning. Ingen ændring af betydning - jeg kunne stadig høre Svigtenes Isklumper danse rundt i vædsken, og dufte den hvinende sødme fra de knuste hjerter, den var brygget på.

Udenfor bilens vinduer skiftede landskabet med naturtvunget nødvendighed, fra det ene depressive tableau til det andet - fyldt med tankeløse skabninger, både med og uden en fjer på. Og fra den næsten farveløse himmel strålede bølger af tidligere tiders foragt og utroskab ned, i et forsøg på at sortbrænde de vittiligo-spættede samvittigheder, der ligesom jeg selv havde valgt at forblive på denne døende klode.

Da jeg ankom på motorvejen, satte jeg hastigheden op, for at se om jeg kunne ryste de Ensomhedens Askeklumper af mig, som besøget det sidste sted havde drysset ud over min tankevirksomhed. Men måtte erkende, at ingen fart i verden er stor nok, til at flygte fra den type følelser.

Suk.

Et drej på det rystende rat - et tråd på kobling og bremser - og endelig ankom jeg til Mindernes Bitre Kalbrud. Stedet, hvor jeg havde sat mig for, at drikke min følelseskolde kaffe, mens jeg tvang mig selv igennem Bitterhedens tanker, på Toppen af Ting, der Aldrig Bli'r Gjort

Pludselig brød et strejf af Sindsro gennem farveløsheden, og kastede sit kaleidoskop af regnbuefarver ud over alt og alle.

Og i et blændende glimt af selverkendelse opdagede jeg, at der er andre måder, jeg kan opfatte det hele på - måder, der har hver deres farve, og hvor forskellen er ens - det er bare farven, der har en anden lyd, når jeg smager på den.

Stille drak jeg resten af den nu hastigt opvarmende kaffe, og satte mig ind bag rattet igen. Og gennem et landskab, hvor himlens jagende skyer af selvmedlidenhed blev gennemboret af farvefyldte stråler af Sindsro, mens lyden af Mod rungede overalt, og Visdommens kunne duftes dér, hvor strålerne havde ramt, kørte jeg hjem mod min base.

Hjem, for at finde de følelser, jeg havde efterladt. For at finde det jeg, der tålmodigt ventede på min hjemkomst med frisklavede erkendelser, brygget på det eneste, der altid smager gødt.

Ædruelighed.