Tomgang.

Kender I det der med at stå i stampe og føle at man ikke kommer ud af stedet ? At det hele kører i tomgang, og man ikke bevæger sig en milimeter.

Sådan har jeg det i øjeblikket.

Hvileløs, med en groende indre desperation overfor de dårligdomme, min krop har erhvervet sig. Utålmodigt kiggende rundt, for at se om der skulle være en løsning gemt et eller andet sted. Men også med en indre uro, fordi tiden ubønhørligt tikker afsted, og det jeg kan i dag, vil være blevet lidt ringere imorgen.

Følelsen og erkendelsen af, at der er meget kortere til afslutningen, end til begyndelsen, er på vej til at fylde mine tanker med dysterhed og afmagt. Og selv om jeg dagligt kæmper for at få sat positive ringe i mit hverdagsliv, breder de mørke tanker sig jævnligt, som var de hastigt groende mugpletter på livets rødgrød.

Imens udfører virkeligheden sin Dance Macabre om ørerne på mig, og tillader mig ikke et øjebliks hvile fra de tusindvis af forpligtelser, krav, og trusler, et liv på kanten af eksistensen bringer med sig.

Der er ting, jeg er nødt til at gøre, men som jeg viger tilbage fra.

Samtaler, jeg har udsat alt for længe, og møder, jeg gruer for at gennemføre. Uigenkaldelige beslutninger, hvis effekt på mit fremtidige liv, jeg ikke kender. Men som ganske givet river mig ud af min nu vante hverdag, og måske kaster mig ud i et frit fald gennem det univers, jeg har opdaget liggende for fødderne på mig.

Hvor er solstrejfene ? Hvor er smilene, og de glade blikke ? Hvor er lyset, i det hjerte, der så længe har været forstenet ?

Gemt bag de jagende skyers grå, og skjult af den silende tåreregn. Maskeret af kroppens uro, og realiteternes virkelighed.

Jeg savner glæden.

Savner muligheden for - om end kort - at kunne være ubekymret og nyde eksistensen uden hele tiden at skulle spekulere på, om der er nogen bagtanker. At kunne diskutere, debattere, dele synspunkter, i samvær med ligesindede - uden angst for at blive opfattet negativt, for at blive udsat for rygter, smædekampagner - og had.

Der var én, der en gang fortalte mig at livet blev så meget lettere, når jeg havde erkendt min sygdom, og var blevet ærlig omkring den, samt om hvad den havde medført gennem livet.

I beg to differ.....

Indtil nu har alt det, jeg gennem livet har begået af underligheder, alle mine fejltagelser og løgne, alt ondt, der er begået mod mig, hobet sig op i en gigantisk bunke af fjerde og ottende trins erkendelser, der alle skriger på at blive løsnet, løst, og fjernet.

Og selvom jeg til hudløshed har hørt og erkendt sandheden i sætningen "First things first", så virker det som om alt på min liste kæmper om retten til at være det, der skal løses først. Med det resultat, at der begynder at indtræde en form for stilstand, jeg ikke bryder mig om.

Så nej, livet er så sandelig ikke blevet lettere endnu.

Men her sidder jeg - på toppen af det hele, mens den pyramide jeg har bygget siden jeg blev mør, smuldrer nedefra, og efterlader rungende støvskyer hver gang endnu en etage styrter sammen.

Gammel adfærd ? Det tror jeg egentlig ikke, selvom der nok kan spores elementer af den adfærd, jeg tidligere levede, svømmede, og styrtdykkede ind i, i årevis.

Tilbagefald ? Nej.........

I det mindste ikke fysisk, men måske begyndelsen på et mentalt. Selvom jeg ikke er begyndt at bevæge mig hen mod mit foretrukne stof, kan jeg føle det rykke i mig, for at få mig til at tage det første skridt nedad den trappe, der kan ende med at blive en glidebane direkte ned i flasken.

Og pludselig erkender jeg, at jeg gennem et godt stykke tid har sørget for at sætte mulige forhindringer op, på min ædruelighedens landevej. At jeg - alene ved udskydelsen af beslutninger - brolægger vejen med nøjagtig den type undskyldninger, jeg før i tiden kunne bruge til at planlægge en druktur måneder i forvejen.

Det er fandeme uhyggeligt, du.

Så lige her og nu er jeg nødt til at gøre, hvad jeg bør gøre hver morgen, men åbenbart har været på vej til at glemme. At erkende at jeg er magtesløs - overfor mit stof, og de virkninger det har og har haft på mig. At jeg lider af en kronisk sygdom, der siden sit udbrud kun er blevet værre. Og at jeg kun kan komme til at leve det gode liv på én måde.

Ædru.