Fortiden ligger på en hullet vej, langt væk fra alting.

Der er ikke mange dage tilbage, før den bil jeg købte for nogle få måneder siden, bliver afleveret til en ny ejer. Så jeg tog chancen, inden den igen forsvandt ud i det blå, og tog afsted i går for at besøge min fortid - og måske få chancen for at udføre et niende trin.

På forhånd vidste jeg, at det ville blive en svær tur. Ikke bare fordi, det var min fortid jeg ville besøge, men lige så meget fordi jeg gruede for de minder, der ville kunne vækkes undervejs. Men er der én ting Sindsro-bønnen har lært mig, er det at se forskel på hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan.

Sådan - på daglig basis.

Så det hed bare ind i bilen - og afsted mod det midtjyske, og én af de allermest indremissionske små byer, der nogensinde har eksisteret på denne grønne jord.

Alene det, at byen jeg voksede op i gennem hele min opvækst var stærkt indremissionsk, medvirkede til at sætte nogle intenst stærke begrænsninger, for sådan en Kjøwenhaunsk født knajt.

Begrænsninger, jeg ikke følte i hjemmet, men så afgjort sammen med lege- og klassekammerater. Hvilket igen havde til følge, at jeg sådan set ikke rigtig havde ret mange af dén slags. Og indirekte førte til, at jeg nu sad i min bil, på vej mod et muligt niende trins møde med min fortid.

Da jeg drejede fra motorvejen, og indledte det sidste stræk på vej ind i den boble, der indeholdt hele min opvækst, begyndte tankerne ganske rigtigt at myldre frem.

Skoven, hvor en kærestes far havde hængt sig selv - marken, hvor jeg havde samlet kartofler for en bondemand, og i dyb fortvivlelse over min første forlovedes brud, havde ment at livet ikke var værd at leve - præstegården, hvor præsten, der lød som et får når han brægede sig gennem gudstjenesten, boede med kone og en køn datter - skomagerens hus - mejeriet - Brugsen, der længe var mødested for en fyraftensøl i byen - og hotellet, hvor mine første cigaretter blev købt.

Eiffel, hed de - og der var kun 5 i hver pakke.

Og mit hjem, som ganske naturligt havde gennemgået forandringer siden mine forældre flyttede, men som stadig bar præg af fordums storhed.

Alt sammen minder, og tanker, der søgte at beskytte mig mod dét, der uundgåeligt ville ske, når jeg endelig kørte forbi huset, "han" havde boet i.

Han, som jeg var på vej for at gennemføre et niende trin med. Han, som åbenbart havde så absolut en indvirkning på det liv, jeg har levet indtil nu. Han........

...... som jeg har hadet det meste af mit voksne liv.

Her er det så, at det hele begynder at blive en kende besværligt. For det første fordi jeg tog afsted på min fortids hullede vej, med intentionerne om at stille det nødvendige "hvorfor?"-spørgsmål, og med alle sanser stillet ind på tilgivelsens tornede tanker.

Og for det andet fordi jeg på forhånd vidste, at jeg aldrig nogensinde ville kunne få svar på mine spørgsmål. Aldrig ville kunne få klarhed over, hvorfor de ting, der skete, skete.

"Han" døde nemlig for mange år siden.

Så mens det midtjyske landskab gled forbi mine åbne bilruder, og vinden kærtegnede mine sanser, forberedte jeg mig på, ikke bare at gense det hus, han havde boet i, men lige så meget på at besøge hans gravsted på byens kirkegård, for derigennem måske at kunne finde en afslutning på de skelsættende begivenheder - dengang i min fortid.

Og langsomt gled årene af mig, og jeg var igen den unge dreng, der ikke ville lade sig mærke med, at han led under mangelen på legekammerater, men som af samme grund søgte voksent selskab, og forsøgte at forstå og samtidig efterligne voksnes underlige måder at tænke og handle på.

Drengen, der var levende interesseret i fortiden, og som derfor var et nemt bytte. Drengen, der blev voksen alt for tidligt.

Det var nu ikke alt for slemt at gense hans hus. Der dukkede kun få minder op, om de ting der var sket, og de virkede alle som var de pakket ind i beskyttende plastic. Undtagen ét minde - mindet, om de andre unge drenge, der kom i huset. Dét gjorde ondt at tænke på.

Så ondt, at det var med negativitet i sindet, jeg begyndte at lede efter hans gravsted på kirkegården. Række efter række af gravsten blev tjekket - mange med navne, der havde betydet noget i min opvækst, og nogle endda med navne på klassekammerater, jeg havde gode  minder om.

Men ingen med hans navn.

Så efter desperat at have ledt hele kirkegården igennem, måtte jeg erkende at hans grav sikkert var blevet slettet, og at jeg derfor ikke havde mulighed for at bruge den, som fokus for mine tavse spørgsmål.

Lige præcis dér, da jeg satte mig på en af bænkene inde på kirkegården, gik det så op for mig, at det heller ikke var nødvendigt at have et så specifikt fokusobjekt, for at kunne få spurgt og sagt de ting, der skulle siges.

Så jeg åbnede min mund - først lidt tøvende, men derefter med mere fasthed og styrke - og talte til det, der for mig stod som ham. Billedet i min hjerne, af den ældre mand, der i sin ensomhed havde begået fejl, og derved påvirket mit liv så fuldstændigt.

Og mens jeg lige så stille sad og henvendte mig til ham - talende med normal stemmeføring ud i den blå luft - følte jeg hvordan støvet fra min fortids hullede veje lagde sig, og vægten af det, der var sket, forsvandt fra mine skuldre.

Og jeg opdagede, at det hele ikke bare handlede om min tilgivelse af ham, men ligeså meget om min accept af, at det, der var sket, var sket og ikke kunne ændres.

Jeg sluttede mit besøg på kirkegården med at tilgive - ikke bare ham, for det han havde gjort, men også mig selv, for det had, jeg havde ladet gennemsyre så meget i mit liv. Og med at bede ham om tilgivelse, for at have hadet ham så inderligt.

Turen hjem til Djursland føltes meget kortere, end rejsen ad de hullede veje i min fortid havde føltes.

Samtidig med, at der et eller andet sted indeni mig var løsnet noget, jeg ikke havde troet kunne løsnes. Mit syn på "han", som havde været årsagen til rejsen, var blevet ændret, og han fremstod nu som det, han jo også var og havde været.

Et ganske almindeligt menneske, med fejl og mangler, der var gået ned ad en forkert vej i livet. Men som sikkert havde indeholdt lige så mange drømme, håb og tvivl, som jeg selv. Og som sikkert ikke havde forventet, at gøre hvad han gjorde, da vores veje krydsedes.

Nu var vores veje krydsedes for sidste gang, og jeg kunne med sindsro i kroppen forlade dén del af min fortid.

Parat til de næste niende trin's ture ud i virkeligheden.