Andre Sider af mig

søndag den 20. august 2017

Tørdruk.


Sidder lige nu og lytter til en af John Mogensens udødelige sange - det ér jo Søndag Morgen. Og når så teksten passer så ualmindeligt godt til netop min egen situation, er der næsten ikke et øje tørt i mit lille hjem.

At sidde og føle, der ikke er brug for det jeg er, og det jeg kan, efterlader ikke nogen særlig rar fornemmelse indvendig. Og ville nok før i tiden have ført til endnu en tur nedad mit foretrukne stofs rutchebane, med deraf følgende ødelæggelser og fortvivlelse.

Her kunne jeg nok skrive et eller andet om, hvor godt jeg har fået det efter min behandling, og hvor vigtigt det er, at jeg holder øje med de faldgruber, livet kan finde på at sætte for mig, så jeg ikke falder tilbage til det, jeg var før i tiden.

Et til tider ubehageligt væsen, der med mellemrum forsøgte at skjule en hel masse fortid for mig selv, og nægtede at erkende nøjagtig hvordan det stod til.

Men....... det har jeg slet ikke lyst til at skrive noget om i dag. Det har jeg brugt utallige blogindlæg på at dissekere, med både større og mindre held.

Jeg vil faktisk meget hellere fortælle jer, hvordan det føles, at sidde med dybt tunge øjne, efter endnu en umulig nat, af den slags der har været alt for mange af det sidste lange stykke tid. Og hvordan det føles, at vide der er mails, der skal skrives, og lån, der skal tages hånd om.

Lån, jeg ikke er istand til at betale, så længe jeg er sygemeldt. Lån, jeg godt ved, jeg er nødt til at opsige - med deraf følgende konsekvenser.

At være nødt til at fortælle, at jeg er må levere det købte tilbage, fordi jeg ikke kan betale afdragene.

Samtidig med, at livet banker mig ned i et hjørne, hvor husleje, varme, strøm, og vand, tilsammen udgør en umulighed af den slags, jeg uden resultat har forsøgt at bekæmpe det sidste års tid. Bare på grund af min egen stædighed, og min ulyst til at ændre bopæl - fordi jeg før i tiden brugte flytninger som en flugt fra min sygdom.

Jeg skal også have solgt den bil, jeg overmodigt anskaffede mig til næsten ingen penge, for nogle få måneder siden, så jeg måske kan få penge til at skaffe mig selv nogle få måneders respit. Måneder, jeg så kan bruge til at ændre det, der skal ændres.

Det føles ad helvede til...........

Og nej, jeg er ikke ude på hverken at få medfølende kommentarer, eller økonomisk hjælp, noget steds fra.

Jeg er i en situation, jeg enten selv har bragt mig i, eller som er kommet som følge af min afhængighed, og den påvirkning af mit mentale helbred, jeg derved har kunne gøre plads til.

Ubarberet, uvasket, og stivnet i en skal af ubevægelighed, hvor dagene forsvinder med en hast, der gør mig svimmel, har jeg svært ved at se blot et enkelt lysglimt trænge gennem nedtrykthedens skyer.

 Hvilket får mig til undrende at spørge mig selv, hvor fanden min sindsro er blevet af ? Den sindsro, jeg dagligt har kunnet finde de sidste 478 dage af mit liv, er lige nu blevet afløst af en uro, og en hastigt voksende knude i maven.

En knude, jeg har svært ved at acceptere, og ikke kan finde modet til at ændre.

Ædruelighed er ikke altid lige let at opretholde, og jeg føler min truet - uden dog at have den ringeste lyst til at kaste mig ned i nogen form for hverken flaske eller glas.

Tørdruk, er der nogen, der kalder det. Hvilket måske er mere pinefuldt, end reelt druk - for der er ingen nådige black-out's, når jeg tørdrikker.

Ingen mulighed, for at skaffe mig selv nogle øjeblikkes ubekymrethed. Ingen chance for at bilde mig selv ind, at det hele nok skal gå, og imorgen finder jeg en løsning, og hvis jeg bare.........

Der er ingen Sindsro i tørdruk. Og kun gennem den nødtvungne accept af, at tingene sker, vil jeg måske kunne finde mod til at ændre dem.

Jeg ved det godt - jeg kunne lige så godt have taget den første, for min adfærd er reelt den samme i tørdruk, som i druk.

Men det vil jeg ikke.

Jeg nærer nemlig stadig det håb, at min situation lige nu, kun er en form for sen-abstinenser fra mit misbrug, og at jeg derfor vil kunne komme igennem perioden, hvadenten jeg så gør dette helskindet eller med skrammer.

For hovedsagen i mit liv er - at jeg er ædru.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar