Syn for sagen.

Jeg hader operationer.

Eller rettere - jeg hader dem måske ikke ligefrem. Jeg frygter dem nok nærmere.

Ikke fordi jeg ikke har tiltro til, at de kirurger der skal udføre dem, ikke ved hvad de laver. De er som regel blandt de bedst uddannede i verden, og kan vel egentlig også udføre deres arbejde med bind for øjnene.

Men nok nærmere fordi, jeg gennem de sidste mange år har følt, at der ikke rigtig har været noget, der lykkedes for mig. Har ting kunnet gå galt, så gik de også galt.

Altså den der temmeligt alkoholiske måde at se tilværelsen på - fokuser på alt andet end de gode ting, så har jeg noget at skyde skylden på, hvis jeg falder i.

Og nu har jeg så alletiders mulighed for at bygge et sæt undskyldninger op, der virkelig vil kunne sige Spar To til det hele.

Jeg skal nemlig have opereret mine øjne på Odense Universitets Hospital om en god uges tid. Først skal linsen i mit højre øje skiftes ud, og dernæst - nogle få uger senere - skal samme øje "støvsuges" for resterne af det glaslegeme, der er faldet sammen i det.

Den ene operation har 1/1000 chance for at ende med, at jeg mister synet på øjet, og den anden 1/100. Og da jeg er en godt gennemprøvet alkoholiker, med mange års træning i sortsyn, er jeg selvfølgelig fuldstændig klar over, at det naturligvis bliver lille mig, der rammer de to chancer.

Frygten for, at miste synet og ikke længere kunne læse, og ikke længere være istand til at køre bil, har allerede givet mig det første mareridt, og banket mit i forvejen ikke-lave blodtryk et par takker højere op, end min læge vil blive glad for.

Men der er ikke noget at gøre - hvis jeg vil undgå netop dét, at miste synet på længere sigt, er jeg nødt til at tage chancen, og håbe på det bedste.

Så på denne her morgen, hvor jeg sidder og ser verden vågne udenfor mit vindue, og nyder den friskt bryggede kaffe i fulde drag, beslutter jeg mig for at hive fat i den bedste ven i hele verden, og bruge denne ven til at sætte tingene i det rette perspektiv.

Min ven Sindsroen.

Godt nok har han været lidt svær at få fingre i, det sidste stykke tid. Men jeg ved, at hvis jeg bare fokuserer på at tage ét enkelt lille trin dagligt, vil jeg kunne finde frem til det sted, vennen opholder sig.

Det sted, inde i mig, hvor også Accepten, Modet, og Visdommen holder til.

Jeg skal bare lige - igen i dag - erkende Magtesløsheden overfor min sygdom, og det den gør ved mig.

Det får mig ikke til at frygte de kommende operationer mindre - jeg er jo kun menneske, ligesom den kirurg, der skal foretage operationen. Og mennesker kan jo have dårlige dage, ikke ?

Men det får mig til at kunne lægge min frygt over til noget, der er større end mig selv. Og derved acceptere, at jeg ingen kontrol har over situationen - og give slip på den.

Så selvom det sikkert bliver med bankende hjerte, jeg lægger mig under kniven en gang i næste uge, vil jeg indtil da - fireogtyve timer ad gangen - minde mig selv om, at det vigtigste er, at jeg er ædru.

Og pludselig blev dagen meget lysere............