Hverdagens magi.

Det er gået op for mig, at når jeg befinder mig i en situation, hvor Katastrofernes Melodi uafbrudt lyder i mine ører, risikerer jeg pludselig at finde melodien catchy og teksten fængende.

Og inden længe går jeg endda og nynner den, uden at tænke på det.

Lidt skræmmende, at tingene kan komme helt derud, hvor katastrofernes mulige komme, kan føles naturligt og uafvendeligt. Men en situation, jeg havde fået øje på for en del måneder siden - og bare ikke taget alvorligt, for der var jo tid nok, ikk' ?

Den go'e, gamle måde at lægge bekymringerne væk på - over i hjørnet i bunken til alle de andre, med en virkelig, og reel vilje til at ville tage mig af den - og alle de andre - én ad gangen - på et tidspunkt.

Det tidspunkt føles som er det ved at være forpasset - her, hvor Katastrofernes Melodi uimponeret brøler ud af mine indre højttalere, og jeg så småt har genlært teksten nok til at kunne synge lead på den - iført Smadremandens kostume, og med en uhyggeligt pivfalsklydende, rusten guitar hængende på hoften.

Jeg trives ikke med at have det sådan - under ingen omstændigheder. Hele tiden at gå med en urolig fornemmelse i mave og bryst, der føles som kunne den eksplodere når som helst, og rive tæppet væk under fødderne på mig. Hele tiden at skulle lave brandslukning, med den totale katastrofe hængende over hovedet og i ørerne.

Hele tiden høre mig selv tænke, at det hele går ad helvede til, og føle den daglige jagt efter sindsro blive sværere og sværere.

Alt sammen en del af det, der for mig hører med til at være misbruger - være alkoholiker. For når min misbruger slår til, er det jo ikke kun mit stof, den kan leve af. Den kan også frådse i min angst, min uro, mine katastrofer - indtil den har spist så meget af det, at den er nået ind til det sted, min sygdom ligger og venter.

Her lægger den sig så og synger kor på den Katastrofernes Melodi, jeg har rendende rundt i hovedet,  ventende på det helt rigtige tidspunkt - før den slår til med ødelæggende virkning.

Og det eneste, der kan rense den ud af mit system - det eneste, der kan trykke på afspillerens Stop-knap, er at være ærlig overfor mig selv, og handle på det.

Tilsammen har de to dele en evne til at skabe en kærlig forvandling, der kan lægge tankerne på is, og sætte min misbruger tilbage, hvor han hører hjemme - i ædruelighedens frihed.

Han kan ikke fjernes, ham, min misbruger. Lige så lidt, som Katastrofernes Melodi kan slettes fra min erindring.

Men begge kan de vendes væk fra den rute, de i samstemmigt kor var på vej ud af, og give mig muligheden for at også i dag at finde den Sindsro, jeg morgen efter morgen søger efter.

Jeg vil altid være misbruger - altid være alkoholiker. Dén sygdom er livsvarig, når først den er brudt ud.

Men jeg vil kunne lære min alkoholiker og min misbruger, at synge med på en bedre melodi - fireogtyve timer ad gangen.