Hvileløs ulyst.

Pludselig er den der igen. Den der forbandede fornemmelse af hvileløshed og uro i maven, der uafbrudt spørger hvad fanden det er der sker, og hvornår pokker det holder op igen.

Nervøsiteten.

Angsten for det ukendte, der måske alligevel er kendt fra tidligere, men som nu kommer drønende i ny forklædning, og på et splitsekund gør min dag ubehagelig.

Pludselig er de der igen - alle de ukendte hvad-dælen-de-så-end-er, der lurer bag hvert hjørne, og stikker deres grimme hoveder frem, når jeg mindst venter det. Og som har evnen til at kunne gøre mit liv til et helvede.

De udskudte ting.

Alle de ting, jeg har skubbet foran mig det sidste stykke tid. Mest fordi jeg ikke kunne andet, men også fordi jeg ikke havde modet til at kunne. Status quo har det jo med at virke tiltrækkende - for det meste - for så sker der ikke noget ukendt.

Og ukendt er jo farligt, ikk' ?

Efterhånden som jeg mærker nervøsiteten mere og mere, går det op for mig - i al sin alt for velkendte gru - at det eneste, der kan få det hele til at ændre sig i en mere positiv retning, vil være at gøre, hvad ordsproget siger.

Handling skaber forvandling.

Sukkende må jeg forsøge at fatte, at jeg har skubbet mig selv over i en stilstand, hvis eneste formål har været at holde krampagtigt fast på dét, jeg blev ladt alene med, da jeg kom hjem efter min behandling. At jeg har glemt, at lade også dét udvikle sig, og måske bringe mig videre på min færd i livet.

Og nu betaler jeg prisen.

Ikke bare kan jeg mærke, hvordan mit indre vælter rundt som en løbsk vaskemaskinetromle, og får små muskler til at sitre i øjenkrogene. Jeg kan også mærke, hvordan tilværelsen synes at stivne i en form omkring mig, der kun er alt for velkendt.

Gammel adfærd.

Adfærd, af den type, der før kunne få mig ned gennem det smalleste, og dog alligevel største, hul i hele universet.

Flaskens.

Jeg har en pludselig ulyst til at gå i seng i aften - ud fra den tossede tankegang, at hvis jeg skubber sengetiden, varer det længere inden det bliver imorgen, og dermed længere inden det bliver hverdag, hvor jeg er pinende nødt til at tage fat - i det, jeg har udskudt.

Dele af mig ved, med skræmmende klarhed, at mit indre skib er i havsnød, og kun en kraftig erkendelse af årsagen kan få det på ret kurs igen. Hvis jeg altså blankt erkender overfor mig selv, og overfor de begivenheder jeg har udskudt, at jeg ikke kan andet end acceptere tingenes tilstand, og handle derefter.

Det vil med stor sandsynlighed betyde, at jeg må sige farvel til min nuværende bopæl, farvel til den statiske tilværelse jeg er endt i, og ikke ane hvad der kommer til at ske, eller hvor jeg ender med at bo.

Men jeg skal ud af det vanens tyranni, jeg er landet i. Ud af det handlingsløse tomrum, jeg sidder i, og vælge at liste mig henover den glasplade, jeg har fødderne plantet på, så jeg kan komme på fastere grund, og komme helskindet forbi farerne.

Så jeg må gøre det samme, som jeg gjorde for 469 dage siden, da jeg endelig var blevet mør. Finde Modet til at kaste mig ud i det, og stole på at bare jeg er ædru og holder min Sindsro for øje, for så kan det vel ikke gå helt galt.

Bare jeg holder mig ædru - de næste fireogtyve timer.