Når man betragter betragtningerne......

Udenfor mit vindue skælder et par solsorte ud på en kat. Den sniger sig afsted inde i min hæk, mens den lader som om, den intet har hørt, og forresten er ligeglad med, at al føden er blevet advaret af de to alarmgivende pipdyr.

Mine tanker strejfer hvileløst rundt, mens jeg adspredt forsøger at finde frem til dagens tema - dagens indlæg. Skal det være fakta eller fiktion ? Skal jeg fortsætte sagaen om Det Gode Skib, eller uddybe sidste indlægs livgivende udskældning ?

Eller skal der noget helt andet på bordet......

Mange af jer, ser min blog som en fortsat beretning om en ædru alkoholikers vej gennem livet, og resten opfatter den vel som en - måske spændende - skribents måde at få luft på. Og begge dele kan vel have en snert af sandhed i sig.

Men hvad gør jeg selv ?

Hvad er mine motiver for at skrive næsten dagligt herinde ? For at lufte mine opture og nedture, mine fejl og fiaskoer, min glæde ...... og mine sorger ?

Hvorfor bruger jeg åndeligt kraft på at fortælle, at jeg er nødt til at lade min campingvogn gå tilbage til forhandleren af økonomiske grunde ? Fortælle, hvad jeg har oplevet i sundhedsvæsenet ? Skælde ud på systemets rigiditet ?

Og hvad kommer det da min omverden ved, at jeg kan føle mig ensom ? Eller at jeg har følt strejf af kærlighed ? Kommer det nogen ved, at jeg har brug for at gennemleve mit livs sværeste fejl, og stærkeste øjeblikke ?

De fleste ville mene, at det alt sammen er så personligt, at det kun vedkommer den, det hele drejer sig om. Samt de mennesker, der er blevet påvirket af et sådant liv gennem tiden.

Så hvorfor gør jeg alt det her ?

Det enkle svar er - fordi jeg kan. Det mere besværlige, men måske lige så sande svar, er - fordi jeg ikke kan lade være. Samtidig med, at virkelighedens sammensmeltning af de to svar, næsten automatisk præsenterer sandhedens tredie - og stærke -  alternativ.

Fordi jeg er nødt til det.

Jeg er nødt til, at lade mine tanker flyde ud gennem mine fingre. Nødt til, at lade dem få et udtryk, der ikke blæses væk af den hverdagens vind, der kan få alt til at forsvinde. For at undgå, at de hober sig op inde i mig, hvor de med tiden vil kunne spænde ben for det liv, jeg har valgt at leve.

For at kunne blive til den, jeg er.

Jeg ved endnu ikke helt, hvem det er, jeg er, i alt det her forvirrende liv. Men jeg kan føle, at jeg træder mere og mere frem, i alt hvad jeg skriver, alt hvad jeg deler, herinde. Og jeg kan mærke, hvordan hverdagen får farve, når jeg lader min af tiden og begivenhederne krøllede hjerne betragte den og derefter lader den strømme ud gennem mine fingerspidser.

Og jeg kan lide, hvad jeg ser. Lide den person, der ser ud til at træde frem af skyggerne, med et levet livs patina, og en fejlfyldt fortid. Med et hjerte, der stadig lever, trods følelsesdødelige sår, og en tro på omverdenen, der stadig har rester af barnet i sig.

Så jeg vil lade den uigenkaldeligt, kronisk syge, behandlede, ædru alkoholiker, jeg også er, blande sig med det menneske, hvis liv jeg har levet siden fødslen, og håbe på, at jeg ikke bliver forbrændt af de hverdagens gnister, sammensmeltningen frembringer, og hvis strålende farver og uendelige former, jeg vælger fortsat at beskrive herinde.

Skulle jeg så endelig blive forbrændt undervejs, så ved jeg hvor plastret og forbindingerne er, og at såret kan læges i fællesskabet.

Eller i tosomheden, hvis jeg da skulle være så heldig, igen at opleve den.

Ikke at jeg leder efter den - den kommer hvis den kommer. Hvilket den egentlig gerne godt må gøre snart.

Suk - dér kom så endnu et af den slags frustrerende bøvs fra mit indre følelsesliv, der tidligere havde en evne til at kunne spænde ben for min hverdag. Idag spænder det intet som helst, men er kun dét, det er - en gennem erkendelserne opstigende meddelelese om, at mit kærlighedsliv er gået i baglås.

Så jeg vil - lige her, hvor jeg pludseligt opdager at jeg allerede h a r skrevet dagens indlæg, mens jeg sad og tænkte - bruge min Sindsro til at acceptere tingene som de er, mit Mod til at ændre de dele der k a n ændres, og den sidste rest af min Visdom, der er tilbage i dag, til at kende forskel på skidt og kanel.

Helt og ganske aldeles - ædru.