Tiden er gået.

Ganske pludseligt - og helt uden varsel - forsvinder den.

Tiden.

Dagene bliver til endeløse gentagelser af sig selv, med indlagte småeksplosioner af hygge og varme. Gentagelser, der ikke tillader afbrydelser, eller erkendelser af den enkelte dags enestående kvaliteter.

Og når jeg kigger efter den - Tiden - opdager jeg, at jeg pludseligt kan vende mig rundt, og se hvordan flere forskellige versioner af den Tid, der er på vej til at forsvinde, har viklet sig omkring hinanden, på så uendeligt mange måder.

Jeg kan se, hvordan den forsvinder bagud i sine egne tåger, som et slået reb, med løse ender stikkende ud overalt. Med en kerne, hvis oprindelse stadig kan ses, og som jeg dagligt er nødt til at erkende.

Opstået, da jeg blev mør, og lige siden basis i min Tids reb.

Omslynget af tyndere tråde, der snor sig ind og ud af fællesheden, men som alle - på godt og ondt - er blevet en mere og mere integreret del af det hele.

Sygdomstråde, der vælter rundt om kernen, i et virvar af mangefarvede og smertefulde pigbesatte stålspidser. Og som tigger om at blive taget alvorligt, hvis ikke de skal bore sig ind i kernen og ødelægge den.

Bopælstråde, hvis solide spinding slides mere og mere, efterhånden som min Tid går, og de økonomiske trådes silkefine tyndhed efterhånden fremviser hul på hul.

Alt sammen hyllet ind i en hverdagens dug, der skal få mit Tidsreb til at fremstå solidt - og brugbart.

Men allerede nu, kan jeg høre det knage.

Høre, hvordan de enkelte tråde rasper mod hinanden, istedet for at glide friktionsløst afsted, i et fælles reb. Føle, hvordan sekundernes tikken, hakker mærke efter mærke ned i det.

Og næsten smage, hvordan det vil være, hvis Tiden pludseligt er gået.

Tankefyldt erkender jeg, at hvis min Tid skal forblive intakt, er der en del, der skal gøres.

Der er tråde, der skal tages alvorligt, og hvor spidserne skal files af. Og mens hullerne måske kan lappes på nogle, skal andre skiftes helt ud - hvis det da er muligt.

Men allerførst - skal Tiden startes igen. Bringes op på den hastighed, der kan få hverdagen til at samle det hele i ét, velfungerende reb.

Det er ikke batteriet, der er løbet tør, for der e r intet batteri i det ur, der indeholder min Tid. Der er kun manuel optrækning - en gentagen spænding  af den fjeder, der udgør drivkraften i min Tid.

Fjederen hedder Ærlighed og Ædruelighed, og hæfter sig på Sindsroen, Modet, og Visdommen, der tilsammen - sekund for sekund - kan sørge for, at der er Tid nok i resten af mit liv, til alt det andet.

Og knappen, der kan bruges til at spænde fjederen, hedder Fællesskabet.

Så hvis I lige vil undskylde mig - jeg skal have drejet på en knap, så fjederen i min Tids ur igen er spændt op.

Og så går der Tid med det - på den go'e måde.