Træls.

"Er det ikke lidt træls, sådan bare at sidde derhjemme og ikke lave noget som helst?"

En sætning, der har den der underforståede mening, at jeg jo nok er lidt af et dovendyr, der ikke gider arbejde. Og samtidig en af den slags sætninger, jeg bliver mødt med, når jeg forklarer at jeg er sygemeldt, og nogen gange sket ikke kommer ud af huset, på grund af samme.

Det kan få følelsen af, at være ingenting værd,  til at blive tredoblet, når sætningen så også samtidig bliver fulgt op af et medfølt overbærende blik. Et blik, der giver næring til en hel masse andre følelser indvendig, og lukker op for tvivlen.

For er jeg i virkeligheden ikke bare en doven socialnasser, når jeg fortæller at jeg nogle dage overhovedet ikke kan finde overskud til noget som helst ? At jeg kan være så træt, at jeg bare tilbringer dagen med at sidde helt stille og ikke lave noget ?

Er jeg mon ikke bare hypokonder, når jeg tillader mig stadig at rende til undersøgelser for de samme sygdomme, som sidste år ? Og året før ?

Når depressionen river mig ned i sit sorte hul, og nægter mig muligheden for at se den mindste smule lys i hverdagen, er det jo sikkert også bare noget, jeg finder på, for at gøre mig interessant.

Når mit blodtryk rammer højder, der kunne få en bjergbestiger til at falde besvimet om - igen. Og mine tarme nok en gang leger den smertefulde ballonleg, der kan få mig til at ligne en moderne Zeppeliner.

Jamen, så er det jo nok bare på grund af noget, jeg har spist.

Når tanken om knuderne i galdeblæren ledsager svimmelheden fra blodtrykket, og får mig til at frygte ............ så godt som alt.

Så er det jo i virkeligheden nok bare alt sammen noget, der foregår mellem ørerne - noget, jeg bilder mig ind, fordi jeg sikkert bare er en samfundsnasser, der elsker at råbe op om hvor dårligt, jeg har det.

For sæt jeg skulle have ret. Sæt, der virkelig e r noget galt. Sæt, mine sygdomme er reelle, og jeg virkelig har det, som jeg påstår.

Det ville da være træls.

Men hvorfor skulle en undrende omverden dog sætte sig ind i hvordan jeg har det ? Folk har jo travlt nok med sig selv, og de problemer livet byder dem, så hvorfor sætte sig ind i mine dårligdomme?

Det er livet da for kort til - ikk' ?

Og eftersom jeg ikke har overskud til også at kæmpe dén kamp, nøjes jeg med at kæmpe de kampe, jeg i forvejen bruger det meste af min tid på.

Kampen mod mine sygdomme, og kampen mod min afhængighed.

Så må kampen mod ensomheden, og min omverdens uforstand, vente indtil overskuddet er til stede igen.

Hvilket jeg naturligvis håber, kommer til at ske, på et eller andet tidspunkt indenfor de næste mange gange firetyve timer.

Alt andet - ville virkelig være træls.