Min tilstands stilstand.

Så er den der igen.

Den der tilstand, der er en stilstand. Hvor alt står stille, og intet overhovedet sker, uanset hvor meget jeg forsøger på at........

Eller måske netop ikke forsøger.

Den er egentlig svær at beskrive - stilstanden. For det handler jo ikke bare om tomhed i øverste etage - tankefravær og blankhed - hvilket ellers ville være perfekt at kunne afskrive stilstanden som.

Tanketomhed.

Men der er ingen tanketomhed. Tankerne ræser afsted med større hastighed, end Starship Enterprise på flugt fra knotne aliens, og føles som myrer på en sommervarm terrasse.

Der sker bare intet.

Ingen reaktioner, ingen handlinger.

Bare frossen............ stilstand.

Dagene forsvinder uden at efterlade noget indtryk - som var de gentagelser af hinanden, tilsat enkelte nye strejf af virkelighed, der øjeblikkeligt smelter sammen med gentagelserne. Bladene vifter på samme måde på min hæk, og græsset ligner præcis det samme græs, der kaldte på mig for en uge siden, for at blive klippet og ordnet.

Gulvene skriger efter den samme gulvvask, som de skreg efter i sidste uge, og vaskemaskinens rungende tomhed længes efter det tøj, der ligger i kurven foran den.

Men intet sker.

Den eneste forskel er de ikke-skrevne breve, hvis mængde bliver større og større, og sværere at skubbe foran mig. Alle de beskeder, forløsninger, beklagelser, forklaringer, der hver og en skulle have været skrevet og afsendt i forgårs. Al den ordskvalder, jeg frygter at kaste mig ud i, af angst for endnu en gang at forfalde til Kristian Forklaringsrøv-modellen. Og dermed prøve at skubbe en endnu vigtigere ting foran mig, uden at gøre brug af den.

Ærligheden. Sandheden.

Det frygtsomme håb om, at verden står lige så stille, som jeg selv, bliver til en skygge over virkelighedens konstatering af verdens foranderlighed, og efterlader skrammer i min stilstands overflade.

Skrammer, som måske kan få min tilstands stilstand til at slå revner, så alt kommer væltende ud på én gang, med risiko for, at jeg drukner i den medfølgende syndflod af skulle-have-skrevet, skulle-have-lavet, skulle-have-undgået........

Hele tiden med lyden af et metallisk klingende for sent, for sent, for sent.......

Efterladende en sur smag af fiasko på tungen, der fortæller mig at jeg bliver nødt til at tvinge mig selv ud af......

...... min stilstand.

Uden at skulle ride på bølgen. Uden at skulle forårsage en tsunamiagtig syndflod i mit liv. Men med et nøje planlagt, og nøje udført hul i min stilstand, der kan lade en rolig stråle af handling forlade den tilstand, der gav mig min stilstand.

Når strålen først er sat igang, og så længe jeg passer på den ikke bliver for stor, kan jeg - én ting ad gangen - klare de breve, der skal skrives, de sandheder, der skal leveres, den ærlighed, der skal lægges frem - det liv, der skal leves.

Og alligevel give mig selv muligheden for, at have en oase af ro, hvor jeg kortvarigt vil kunne hvile i en tilstand af accepteret ro og tanketomhed. En tilstand, det med mellemrum kan være nødvendig for mig at trække mig tilbage til, når verden er ved at vælte om ørerne på mig.

En tilstand, der ikke er stilstand - men Sindsro.