..... og havde stadig fornemmelsen lige på læberne. Underligt.......
Kender du det, at vågne fordi nogen pludselig tager fat i dine læber med tre fingre, og "trutter" dem sammen, så det ser ud som om du har en hønserø.....hønserumpe lige midt i fjæset ?
Nej vel - og det gjorde jeg heller ikke, før her til morgen.
Lige just midt i en drøm, af den slags der nærmest går tretten på dusinet af, og som derfor hverken huskes eller på nogen anden måder efterlader sig noget eftermæle - var der en eller anden, der udførte netop dén dåd.
Tog fat i mine læber med tre fingre, og "truttede" dem sammen på en måde, så jeg spjættende vågnede med fornemmelsen af, at have fået en "derriere de poulet" plantet lige midt i mit helt sikkert voldsk sovende udseende ansigt.
Mit livs ledsager - den bette Lucifax - sov grundigt nederst i sengen, så han havde intet med miseren at gøre. Og eftersom begge mine arme var solidt placeret under dynen - var det heller ikke mig selv, der på dén måde havde "hønserumpet" liv i mig.
Så efter en grundig omgang "Hvem dér?", og en missemand der vågnede ved min morgenbasrustne stemmes rumlen, måtte jeg erkende at jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvorfor jeg sådan lige skulle vækkes.
Der er nu altså mere mellem Himmel og jord - men det kommer jo heller ikke som en overraskelse for mig.
Med dé "besøg", jeg har haft de sidste mange år, og de underligheder, jeg efterhånden er vant til i mit lille hjem - ting, der flytter sig af sig selv, eller falder ned helt af sig selv - mange gange mens jeg sidder og sér det ske - dufte, der pludselig er på bestemte steder i huset - i døråbninger, eller drivende forbi min næse, eller "overfaldende" mig bagfra mens jeg bare står i mine egne tanker - det være sig rosenduft, cigarduft, pibeduft, berusende parfumeduft, og meget meget andet - så burde jeg være så "vænnet til", at intet kan undre mig.
Men det gjorde de der tre fingre altså her til morgen. Og fuldstændig paf, begyndte jeg at spekulere på, om det kunne være et familiemedlem, en god ven, eller bare en bekendt, der lige ville forbi og sige "Adieu".
Sådan er det jo om morgenen, når man ligger dér og forsøger at fange dagens liv, og sno sig ud af Morpheus arme samtidig. Så kan - ihvertfald for mig - alle den type tanker ganske nemt begynde at vælte frem, og kræve at blive tænkt, undret over, og taget alvorlige.
Og hele resten af dagen - lige indtil her, hvor jeg sidder og gi'r udtryk for dem - har jeg taget dem alvorligt. Nærmest til en grad, hvor jeg havde lyst til at ringe til alle de familiemedlemmer, jeg ikke har snakket med i årtier - bare for at finde ud af, om de stadig var her.
En adfærd, min aftensmad fik gjort kål på i løbet af få sekunder. For der er intet, der i dén grad kan ændre mine tankemønstre, som et gennemført varmt krydret og stærkt smagende måltid mad, kan.
Så derfor sidder jeg her - mæt og veltilpas - med følelsen af, at have været til optagelsesprøve som ildsluger - og bli'r enig med mig selv om, at såfremt "nogen" ville ha' kontakt til mig imorges, og derfor lavede "hønsenumsefinten" - ja så prøver vedkommende nok igen.
Hvilket han eller hun skal være så velkomne til - og jeg vil minde mig selv på, at acceptere det, jeg ikke kan ændre med Sindsro, ændre det jeg kan med Mod - og kende forskellen på begge, med den Visdom der er mig givet.
Bare sådan - én dag ad gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar