.... af den slags, der kun opstår med årtiers mellemrum.
Royal røg.
Kongerøgelse.
Mit fjernsyn og min radio kværner løs med denne og hin fortælling om det kommende - stammende, men ærlige, beretninger om møder med hende - svulmende kærlighedserklæringer til hende og alt, hun står for - mens folket flokkes i ufattelig grad på den plads, hun selv kiggede ud over for tooghalvtreds år siden.
Og røgen er sød - for hun lever stadig.
Rent faktisk er det nu nok nærmest mine ører, der spyer den sødt duftende og behagelighedsskabende røg ud i den ellers til tider ret beklumrede luft i mit lille hjem. Og mine små, hjælpeløse glædesfnis, bli'r vasket med ud i universet, af de lykketindrende småtårer, der samles i øjenkrogene med jævne mellemrum.
Jamen - er jeg da blevet truthamrende bindegal, vil nogen sikkert spørge. Og andre ville mumle, at det var på tide, ham der ordekvilibristen endelig brød sammen i hjælpeløse, spasmodiske bevægelser.
Men det er jeg ikke. Jeg er bare en stolt og glad dansker.
For inden i mit Jeg vokser en blomst af smilende glæde, stolthed, og nationalt følende lykke.
Vi får nemlig en Konge i dag.
Og en ny Dronning samtidig.
Altså ikke sådan forstået, at Daisy er gået videre til de Himmelske Tobaksmarker, hvilket jo ellers er kotymen i de royale kredse - næh nej - vor monark har valgt at abdicere, mens hun stadig har mulighed for at kunne nyde et velfortjent otium, og for at lade landets kronprins og hans skønne kronprinsesse overtage regalierne, mens de stadig er unge nok til at kunne cementere kongehusets position i Fædrelandet.
Og i mit lille, tidligere kommunistiske hjerte, svulmer der en blank erkendelse af, at jeg er nøjagtig så meget royalist som det er muligt at være, uden at gå over i rødgrøds- og flæskestegsspisende svanesange på en mark fyldt med tusindfryd.
At jeg - som både fødte og tilflyttede danskere, af alle farver, former, og køn - elsker det land, der så smukt personificeres af den familie, der har siddet i spidsen for landet igennem så lang tid. Elsker alt, hvad kongehuset står for - nationalmelodien, der skråles af hæse stemmer til boldkampe - kongesangen, der har to hundrede og femogfyrre år på bagen - den røde pølse - flæskestegen og rødkålen - turisternes hjælpeløse forsøg på at udtale "rødgrød" - eventyrerne, skrevet af den hjælpeløse og dog charmerende søn af en alkoholiker og med en til tider spidsborgerlig moral i enden.
Og jeg elsker vor nu afgående Dronnings til tider hudflettende kommentarer og løftede pegefingre, til det folk hun elsker af hele sit eget hjerte. Hendes smil med de nikotinplettede tænder, som hun ikke var bange for at vise - og varmen i hendes øjne, nå hun afsluttede sine nytårstaler, med ønsket om at vi alle ville blive bevaret.
Her i landet kommer vi aldrig til at marchere mod vore regenters bopæl med høtyve og fakler i hånd. Ingen royale hoveder vil komme til at rulle for skarpslebne klinger på offentlige torve, eller falde for bolsjevistiske kugler i en skummel kælder. For hellere bærer vi Majestæterne i guldstol på stolte danskeres skuldre, og synger vemodige fædrelandssange til deres ære.
Og når Hendes Majestæt nu hopper ned fra guldstolen, for at sysle med børnebørn, broderier, og alskens andet - så ved vi, at pladsen på stolen sagtens kan rumme vor nye Konge og hans Dronning. Så vi ranker ryggene, og bærer vore nye regenter videre af den sti, vores allesammens Daisy på så strålende vis har brolagt på forhånd.
Bare Én Dag Ad Gangen.
Danmark Længe leve - og Længe leve Deres Majestæter Kong Frederik den Tiende og Dronning Mary den Første.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar