Er der no'en ?

 Den stille susen fra blæseren på min pc er alt, der fortæller mig at verden ikke er frosset i tid, og at billedet udenfor mine vinduer muligvis er reaktivt. At se fuglene flyve, katten jage, og skyerne drifte henover himmelen, opfatter min træge hjerne endelig som virkelighed - og ikke et tredimensionelt scenarie skabt af søvnens desperate forsøge på at holde mig dér, hvor jeg føler mig sikker.

Under dynen, sovende, med mit eneste holdepunkt liggende svagt spindende med hovedet på min højre arm.

Livet er underligt. Ind imellem præsenterer det mig for levende billeder af en omverden, jeg næsten ikke tror er til. En eksistens, hvor alle glider forbi hinanden som skibe på et uendeligt ocean af ligegyldighed. Hvor øjeblikkets gnist af eksistens findes i sekundet, to sæt øjne møder hinanden - for derefter at se væk igen.

Man skulle jo nødig virke påtrængende,

Alenehed er ikke ensomhed - men det er ind imellem tæt på, når savnet efter hjertets allerkæreste ven bli'r så stort, at selv universets suk virker ligegyldigt ved siden af.

Irriteret kaster jeg de påtrængende tanker til side, og taster mig ind på endnu en omgang eventyrsflugt i kampe med mytiske kreaturer på en verden langt, langt væk fra den virkelighed, der har det med at krybe ind under huden på mig, når morgenens gråhed ikke kan bortjages af kaffe og rugbrød.

Svulmende muskler, krasbørstige bæster, guld i stride strømme - alt, hvad hjertet begærer af unyttige, men dog så eftertragtede, flugtmuligheder, fra den verden hvis lys efterhånden har jaget morgenens gråhed på porten.

Og muligheden for øjeblikke af indre ro. Øjeblikke, en morgen som denne sukker efter. Øjeblikke, hvis værdi næppe kan måles på nogen skala.

Men som fylder min morgen med eftertænksomhed.

En drage bryder gennem de forsvarsværker, min lysfødte krigermunk møjsommeligt har flikket sammen, og Den Hvide Tigers Tempel er i fare. Øjeblikkeligt flyver min opmærksomhed ind i skærmen, og efterlader alverdens bekymrende sukke udenfor. Kun min hjertevens skarpe kløer på et ubeskyttet lår, kan vække mig igen - og udelukkende så længe, det tager at fodre ham og nusse ham i nakken.

Mine højtalere kæmper for at fuldføre det, jeg har sat dem til - at gengive både troubadourerne i radioen og de svulmende toner fra det ikke eksisterende orkester i spillet. Og klarer jobbet til UG.

Wow, si'r jeg bare - WoW......

Distræt spekulerer jeg på, om min aftensmad kan nøjes med at være kippers i olie, mens en grådig trane i det foran mig ikke-eksisterende univers hastigt sluger en uheldig karpe fra poolen i det Shaolin kloster, jeg pludselig - sludder, min krigermunk pludselig står i.

Pludselig lyder det, som om de forbiflyvende bæster af varierende observans hæst spottende skriger "Ensom, ensom, eeeeeeennnnnnnssssoooooom....", med en lydstyrke, som var de guitarister i et heavymetal band på Orange Scene.

Min dagsbevidsthed lugter en chance - tvinger sig vej frem til virkelighedens holdeplads, og genstarter min hjernes mulighed for at gøre andet, end bevidstløst at modtage billeder, fra noget der er skabt af nuller og ettaller.

Og opdager, at dagen er ved at være gået. Ganske som dage har for vane at gøre, når jeg lukker mig inde i en verden, der ikke kan gøre nogen eller noget fortræd. En verden, hvis eneste berettigelse er den, jeg gi'r den. Retten til at eksistere, når jeg har brug for den. Retten til at køle min hjernes tankemønstre ned, så de ikke eksploderer i en kakofoni af farver og lyde, der risikerer at gøre mere skade end gavn. 

Retten til at hjælpe mig med at holde mig ædru - Én dag ad Gangen.