...... kan jeg nok ikke lige tillade mig at kalde dagens køkkentjans. Men jeg er overmåde fristet, som man ville have sagt, dengang - tilbage i tresserne - altså nitten hundrede tresserne.
Skulle jeg endelig gi' bemeldte times - normalt - hyggearbejde en betegnelse, ville det nærmere være noget i retning af Rabalder på Rågevej, og samtidig kunne man så hygge sig med tanken om høreværnfabrikanternes stigende indkomst - i dag.
Hrmphf!
Jeg trækker lige vejret dybt, og bruger et par minutter til at få sat hukommelsen på plads, så beretningen om Frikadellens Flugt Over Plankeværket kan udfolde sig på bedst mulige måde - lukker mine himmelblå, og la'r tankerne blive til ord, der kan strømme ned på papiret - og ud til dig, kære læser.
Og jeg undskylder på forhånd, for eventuelle krænkende, skræmmende, eller ikke-comme-il-faut, ord, der måtte slippe forbi min ellers så dygtige, indre censor - og leve deres eget liv i det fri.
Shit happens - og så snakker vi ikke mere om dét.
Tilbage til beretningen - den, der bare s k a l fortælles :
Jeg havde besluttet mig til, at aftenens fødeindtag skulle bestå af 'deller, 'tofler, og go', gammeldags brun sovs. Så første skridt på dén affære, var borttagningen af den brune hud på kartoflerne - skrællen, som menigmand kalder den - så jeg fik sat mig i min lille køkkenarbejdsrullestol (lækkert ord - jeg har selv fundet på det), med de uskrællede kartofler i køkkenvasken, og skrællekniven parat i højre hånd.
Hvorefter mit livs allermest skønne samlever (og ja - jeg fedter), Hr. hankat Lucifax, besluttede sig til at være en - nærmest - integreret del af Grejlsfortællingen. Et gennemtrængende Miauw, et hop fra passende afstand - og viptivaptivupti - så sad undertegnede med kartoflerne i skødet, og skrællekniven i vasken.
Nu er jeg ikke dén, der bruger store, grimme ord når Hr, Kat laver ballade, så jeg nøjedes med ganske mildt at erkende, at han nok var sulten - og ændrede arbejdsstrategi. Vådmad ud af skabet - katteskål på bordet - og gaffel parat til at mose mester missemands våde aftensmad, så den var nemmest at komme til for ham.
Sådan en bette pose vådfoder fylder ganske pænt, når en overivrig mis har været forbi med en pote, og dasket skål og mad ned fra bordet. Og jeg har endda forsøgt at lære ham, at alt godt kommer til den, der venter. Men næh, nej - man er sulten, og man ka' skam da sagtens fange den dér vådmad selv, kan man.
Not.
Min indre trykkoger begyndte at melde stigende tryk, så jeg lod noget af det komme ud af næseborene, mens jeg sagte mumlede ord, selv en garvet djævel ville finde interessante. Og samlede op efter luskefisens vådmadsjagt - tørrede bord og gulv af - og satte mig - igenigen - parat med skrællekniv og kartofler.
Denne gang lykkedes det - sådan da - at få skrællet de lækre rodfrugter, og skåret dem i passende størrelser, samt lagt dem i gryden, med frisk koldt vand til at dække dem. Så skulle der bare ryddes op efter den overståede kartoffelshudfjernelse - og resterne deponeres i affaldsspanden.
Den hænger på indersiden af lågen ind til køkkenvasken. Og derinde har jeg gennem længere tid, brugt fælder til at fange små, hygsomme husmus - for derefter at kolportere dem ud i naturen, tilpas langt fra mit og missemandens bette hyggelige beboelse. Normalt, altså.
Men - når sådan en låge bli'r åbnet, og bette mester "Jeg er altså en drabelig musse-jæger" pludselig ikke bare lugter, men også sér, sådan en heftig Holger Husmus, fornøje sig - ikke udenfor, men indenfor - i fars skraldespand - så skal den da napses, skal den.
Så skidt pyt med, at far taber de netop opsamlede, friske og våde, kartoffelskræller på gulvet - glider i dem, når han skal samle dem op - og lander på rumpetten, mens ord af vulkansk djævlekarakter ryger ud af munden i en fart og med en lydstyrke, så selv en vildfaren bombes knald, virker som en våd nytårsfuser.
For fanges - dét skal den.
På det her tidspunkt i Rabalderfortællingen er det, at jeg be'r dig, kære læser, om at lukke øjnene, og for dit indre blik sé netop dét - undertegnede, missemand, og mussefætter, jagtende hinanden på et køkkengulv oversået med smattede skræller, mens svovldunstende multibogstavsbandeord fløjtede rundt om ørerne på alle tre.
Musen vandt, må jeg beskæmmet indrømme. Den fandt nemlig et hul i et hjørne under lågerne ved komfuret, og forsvandt som et - halvfjerdserne ihukommende - Greased Lightning. Selv om det nok nærmest var køkkengulvet, der var grissed, og mine øjne, der var lynende.
Heldigvis er banditmissen godt klar over, at jeg larmer mere end jeg bider, så han satte sig bare til at slikke sine poter rene, mens jeg ryddede op efter hans "Mazurka med mus", og beredte mig på at få fortsat mit aftensspisningstilberedelses eventyr.
For nu skulle farsen samles, og på fornemste vis gøres til en omgang frikadeller, som selv hoffet ville misunde.
Når man nu har puttet sin rå gris og kalv-fars i røremaskinskålen, og har tilsat en god håndfuld salt, så farsen kan røres sej, er det nok på sin plads lige at ha' fundet ud af om den er helt optøet. For er den ikke det - kan man godt risikere, at stadig frosne, små farsklumper, letter fra skålen, og laver kamikaze-angreb på en stakkels køkkenskriver.
Især, hvis selvsamme køkkenskriver ved en fejl får sat hastigheden på røremaskinevidunderet op til Fuld Skrue.
De kan godt gøre nas, sådan nogle små håndgranater. Især, hvis de rammer et øje.
Her var det, at jeg pludselig blev opmærksom på en underlig lyd i begge mine ører - sådan nærmest som en højfrekvent hvæsen. Og det tog mig lige et lille stykke tid, at erkende lyden som værende damp, der nærmest strømmede ud for fuld tryk.
Missemanden havde lugtet lunten, og var lige så stille lusket ind i stuen, hvor han havde placeret sig så højt oppe på sit kattetræ som muligt.
Og herfra gik det bare afsted over stok og sten - med den ene værre aktion efter den anden - for tør fars - for våd fars - for meget fars - og så videre. Lige indtil det punkt, hvor jeg tabte en færdigformet rå frikadelle ned i det sydende og rigelige smør, så fedtet sprøjtede op af min arm.
Dét gør nas, gør det.
Men på en eller anden underlig måde, var det med til at tage trykket af det hele - for pludselig sad jeg og nærmest hulkede af grin. Hele situationen - mad, mus, skræller, fedt, og fars - stod pludseligt klart for mig, som noget af dét, jeg normalt bruger min Sindsro på at tage livtag med.
Sindsro - til at acceptere, det jeg ikke kan ændre - herunder missens drabelige mussejagt, da den først var begyndt.
Mod - til at ændre det, jeg kan - også min egen opfattelse af Rabalderet, og den reaktion, jeg røg ud i.
Og Visdom - til at kende forskel på skidt og kanel, så tingene måske kan lykkes.
For lykkes - det gjorde de. Jeg fik lavet mad, missen fik sit vådfoder - og der er kun en god halv times arbejde tilbage, før køkkenet igen ser nogenlunde acceptabelt ud. Om maden smagte ? Sovsen var go' - og så la'r jeg være med at sige noget om resten.
Ikke alle dage kan være lige gode, det ved jeg godt. Men når bare de slutter med en missemand spindende på brystet - så er alt godt.
Én dag ad Gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar