Små stykker tid

Ind i mellem går det op for mig, at jeg ikke er halvtreds længere. For den sags skyld heller ikke tredive, eller femogtyve, eller..... 

Så når tidens store kødhakker gi'r mig lyst til at agere udenfor min reelle alder, og lysterne til at lave eller gøre dette eller hint, må jeg nu og da lade min fysiske krops begrænsninger banke mig ned i et par dage med absolut ingen aktiviteter whatsoever.

Bare mens mine ømme muskler, dødtrætte knogler, og vindblæste hjerne, forsøger at genoprette status quo, og samtidig minde mig på, at jeg skal huske at sprede mine aktiviteter over længere tid end jeg plejede at gøre. 

Suk.

Men når jeg så putter mig under min varme dyne, med min uundværlige følgesvend, min "partner in crime", liggende storspindende helt tæt op til mit hoved, med dynen puttet kærligt om sig - jeg ved det, jeg forkæler ham - så er det, jeg trods ømhed, træthed, tankenedbrud, og andre konsekvenser af de sidste dages "femhundrede kilometer i timen - jeg ska' nå det hele på den halve tid", alligevel kan ligge og nyde minderne om processerne og smagene af resultaterne, med en god fornemmelse i kroppen.

En fornemmelse, der fortæller mig, at godt nok er jeg hoppet ind i "The Big Seventies", men mine tanker kan stadig udmønte sig i resultater, der er til at tage og føle på. Eller nok rettere - til enten at smage, spise, kigge på, eller lytte til.

Hvorefter jeg lader alle de om mit hoved svævende tanker følge mig ind i en drømmetilstand, hvor eventuelle "Nightmares, dressed like a Daydream", får deres egen rosarøde kant, inden et enkelt blødt potedask bringer mig tilbage til virkeligheden.

Og lader den person, der har præsenteret sig som min helt egen Doc. Brown i de rosarøde rammer, og fyldt min bevidsthed med vilde og vanvittige tanker om opfindelser, der allesammen vil være istand til at ændre min hverdag på mindst tre punkter - forsvinde Tilbage til Virkeligheden, hvor nattens varme mørke bringer mig ganske tæt på Lucifax's spinden, og lader mig acceptere, at jeg føler mig fladmast endnu en gang.

Og alle de små stykker tid, der tilsammen udgør hovedoplevelserne de seneste dage, samt disses naturlige ophav tilbage "way back when", hvor grunden til dén jeg er endt med at blive, opstod - hvirvler i en rolig, langsom vortex om mit hoved, mens alt der har været, er gjort, er sket, kværnes til dét tynde pulver, søvnen roligt strør ud over virkeligheden.

En af vore forfædre - måske min, men efter sigende i hvertfald Jim Lyngvild's - påstod at "Imorgen er der atter en dag". Hvilket sikkert er sandt, men jeg aner ikke om den er der, før jeg slår øjnene op i den.

 Heldigvis.

For ellers skulle min hjernes natlige udvaskning af alt det, der hænger fast de forkerte steder, også tage stilling til, hvad der mon kunne hænde på sådan en morgendag. Og da jeg ganske naturligt ikke har muligheden for at vide, hvad der reelt sker, før jeg står i det - er det langt bedre at vente med den slags tanker, til tid er.

Den tid - der kommer i små stykker hver nat. Sindsrolige, små stykker, der alle hver for sig fortæller mig hvor jeg var, hvad jeg gjorde - og hvad jeg kan gøre for enten at acceptere det, der ikke kan ændres, eller ændre det, der kan.

Det' jo ikk' så ring' endda.