Slaget om Graderne

 Det er ikke altid lige let, at falde i søvn når soveværelset føles som en sauna på speed, og mund, hals, samt læber, føles som var de igang med at blive sandblæst midt i Sahara. Og uanset hvor meget, der forsøges på at afkøle ben og krop - ved at drøne dynen til side og høfligt anmode missemanden om at flytte sit otte tusinde grader varme korpus fra den skulder, han annekterede i det øjeblik den trætte krop havde ramt de lagner, der føles som var de flydende lava - så bliver disse kropsdele ved med at afgive imaginær damp, i så rigelige mængder at islandske varme kilder virker dybfrosne ved siden af.

Og så siger min altid så venlige temperaturmåler på natbordet endda, at der kun er behagelige toogtyve sensommergrader i soveværelsets sikkert ganske natkølige omgivelser.

Der må da mangle et nul, i dén måling.

Men nej - det er min krop, der endnu en gang denne sommer vælger at starte kampen mellem højre og venstre sides opfattelse af tingenes tilstand.

 Det, der har været så ganske dagligdag siden den sidste prop for mere end tre år siden satte sig fast i hjernestammen, og lavede uorden i min ellers så snusfornuftige hjernes mulighed for at tolke signalerne fra netop venstre side - fjernede den direkte smerteopfattelse i samme  side, og lod de små meteorologer, der ganske givet drøner rundt i den grå grød og afgør hvordan "vejret" er for sådan en stakkels, plaget krop, være ude af stand til at tolke kulde som kulde og varme som varme - men som, når det drejer sig om min venstre side, tolker det direkte modsat.

En kold vind på venstre arm opfattes som en blid tropisk sommerbrise - og et varmt pust på venstre ben som en arktisk storm. Når altså de signaler, der n å r frem til den grå grøds vejrtroldmænd, overhovedet bliver tolket.

Og her i en sensommernats ellers så underskønne og vidunderfulde mildhed, vælger min krop så en gang i mellem - sådan cirka 3-4 gange hvert år -  at lade venstre og højre side indlede  en genoplevelse af den amerikanske borgerkrig, for at få ret til at bestemme om der er enten ubehageligt varmt, eller mildhedsskabende og søvninducerende køligt.

Varmen vinder hvergang.

Så derfor sidder jeg endnu en gang her - foran skærmens kølige blå skær ( Juhuuu, der er noget der er køligt !), med havedøren åbnet på vid gab så der kan være mulighed for at eventuelle natkølige småpust kunne overtales til at smyge sig om venstre kropssides vægelsindede varme - og så der muligvis - mu lig vis - kan være chance for at "venstre" hejser det hvide flag og overgiver sig til "højre's" opfattelse af temperatursituationen - og dermed måske, muligvis, og ka' da godt vær' - gi'r Morpheus chancen for at lulle min nu stærkt træthedsramte, og snart halvfjerdsårige krop -  ind i det søvnens rige, hvor varme kun er lig med badeture i tropiske drømme, og ikke en vulkanfølt opfattelse af "venstre". 

Men nej - ingen Elleman'ske beslutninger i min "venstre" - og ingen pludselige genoprettelser af tingenes tilstand i den grå grød, der ligger på den anden side af de forkludrede nerveledningsveje, jeg i så mange år har knoklet med at få til at fatte virkeligheden på virkelighedens vilkår.

Så jeg gør som jeg plejer - lader Livet bestemme - og køler læber, mund, og hals med køleskabskold vædske - samtidig med, at den åbne havedør giver mulighed for natkølighedens snartfrosne fingres virtuose titusindmetersløb op og ned af mine bare ben og min ublufærdige præsentation af den hud, der lægger kampplads til "Slaget om Graderne".

Og gør jeg det bare ét øjeblik, et minut, en time ad gangen - bli'r der da sikkert plads til at fylde stue og soveværelse med sagte snorkende brummen af velvære, fra ikke bare min tålmodige Lucifax, men også min egen indre vibrafon, inden længe.

Dén melodi, vil jeg se frem til......