...... både og, altså.
For det er jo ikke sådan, at jeg rejser mig op i sengen, og knalder hælene sammen mens jeg saluterer en honnør afsted, mod den mørke nat, jeg som Nyctophil som hovedregel er så begejstret for.
Nok nærmere sådan, at jeg - når natten har kastet tilpas mange inciterende drømme i hovedet på mig - stønnende, og med øjnene hængende nede på bugen (jep, det er en bug, for det ligner den. Get over it), langsomt rejser mig og går ind bag den ellers så søvntidsslukkede skærm, for at kaste bogstaver op på den - og håbe på at de giver mening, når den go'e kraftige breakfast-tea, jeg nærmest bevidstløst slubrer i mig, har givet mine øjne tilpas meget overskud til også at læse dét, jeg har skrevet.
Nogle si'r, at at rejse, er at leve. Vrøvl og humbug - næsten. For, at Læse er at Leve. Synes jeg sådan set, når jeg så endelig efter 3-4 timers koncentreret skrivning læser korrektur, på mine natlige udgydelser.
Og straks er de der igen - de der små bæster, der dukkede frem for mit indre, drømmende blik, og fyldte min nat (de ganske få timer, jeg fik lov til at sove - suk) med underfulde billeder, lyde, drømme, og farver.
Med liv, der i et andet univers kunne have eksisteret med stor selvfølgelighed, og måske også havde eksistens i denne verden - hvis bare vi vidste hvor vi skulle kigge hen. Men er ikke netop dét, vores særkende ? At dét, vi ikke kan se, føle, veje, lugte, eller indtage - det eksisterer bare ikke ? Og at vi derfor i allerhøjeste grad er frarøvet muligheden for at opleve alt bedre, kraftigere, mere intenst, end vi ellers gør ?
Jeg aner det ikke.
Jeg ved kun, at min egen erkendelse af alt muligt andets eksistens, har været medvirkende til at den næppe hørlige fnisen, jeg nu og da hører ganske tæt ved det ene øre - den lette duft, at noget, der ikke er tilstede - og den dirrende dis, der kan opstå ud af det blå i mit hjem, min have, min verden - beriger min hverdag og dermed det, at være mig.
Egentlig ikke så dårligt, det dér. Også selvom mere "rationelle" vil kunne hviske medfølende til hinanden, at han da vist godt nok er en anelse bimmelim, ham, den dér skribent. Men sålænge de ellers synes om mine skriv, og uanset grunden til at de gør dette, så tager jeg med Sindsro bimmelim-betegnelsen med i den resterende del, at det liv jeg er givet denne gang.
Det kan være, det bli'r anderledes næste gang - men næste gang ved jeg jo egentlig ikke noget om, før denne gang er overstået. Og hvornår dét bli'r - har jeg endnu mindre viden om - sådan cirka. For når man som jeg, nøjes med at tage Én Dag Ad Gangen, er Dagen i Dag nok, Dagen i Går til reflektion, og Dagen i Morgen utopi - indtil den bli'r dagen i dag.
Og dét - gør Livet værd at Leve - lige netop dén ene dag ad gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar