Skogrende skrål en stille morgen, og .......

......små bank på den åbne havedørs rude af et skarpt næb.

Næsten uhørligt, men alligevel til at opfatte mens jeg sidder og stirrer tanketomt på skærmen. Et fasanhoved, der rykvis vendes, så øjnene hver for sig kan få lov til at kigge ind.

Er du der? Jeg vil ha' mad !

De kan vænne sig til meget, de der fasankokke. Især, når der er gratis mad på færde. Så jeg har trofast - gennem det par måneder, der er gået siden jeg første gang opdagede fasanfatter i min have - lagt frø, korn, havregryn, og andet spiseligt frem på havetrappen, og derved vænnet ham til at komme forbi, for at fylde sin kro og kråse.

Og jeg har nydt synet af ham, mens han ronderede min have for at sikre sig at der ikke var noget farligt på vejen til og fra maden.

Men ligefrem at afbryde mig i mine tanketomme betragtninger over ingenting - det har han aldrig gjort. Før nu.

Lettere irriteret kigger jeg over mod den åbne havedør - og skal lige til at brumme misfornøjet af ham, da det går op for mig, at han bare gør hvad han plejer. Gør opmærksom på sin eksistens - sørger for at blive bemærket - og minder mig om den vane, jeg har bibragt ikke bare ham, men også mig selv.

Naturligvis skynder han sig hurtigt i sikkerhed, da jeg rejser mig for at hente mere foder til ham, udstødende det ene skogrende fasanskrål efter det andet, mens han med mellemrum rejser sig op så lang han er, og basker heftigt med vingerne. Man er vel en frygteligt farlig fasanfatter, der skal respekteres !!

Jeg drysser det nye foder over trappen, og fylder nyt vand i den skål, jeg satte ud da varmen udtørrede græsset, mens jeg stadig  distræt kigger ud i "dét uendelige ingenting", som et morgentræt og tanketomt sind mange gange opfatter omverden som - inden jeg igen sætter mig tungt foran den let blæserbrummende computer, og fortsætter søgningen.

Søgningen efter det, jeg gerne vil skrive. Det, jeg gerne vil udtrykke, her til morgen. Det, jeg slet ikke kan lade være med at dele med jer. Det, der ellers normalt flyder let og ubesværet ned på den tomme skærms papirlignende side.

Dét - der ikke er der.

Det hænder en gang imellem, det her. At jeg sidder helt tanketom og uden idé om noget som helst andet end præcis det Nu, jeg befinder mig i. Uden anden opfattelse af Livet, end det, følelsen af at være i live giver mig.

Uden nogen form for tidsopfattelse - lige med undtagelse af det sekund, der var - det sekund, der er - og det sekund, der kommer.

Før i tiden var det noget af det, der kunne få mig til at snuble over tilværelsen, og forskrækket flygte ned i den nærmeste mulighed for tankeadspredelse, mens mit sind desperat skreg efter den samme type nattergal, som Kejseren i H.C.Andersens vidunderlige eventyr ikke kunne leve uden - den, for hvem livet aldrig er mekanisk og forudsigeligt, men som frit og utvunget lader smukt trillende melodier danse gennem universet - den ene mere vidunderlig end den anden.

Skråååååg, skogrer fasanfatter udenfor. Hvad bilder du dig ind ? At tro du er noget så specielt, at selv en fugl, der har sunget for Kejseren af Kina, vil komme til dig ? Du må nøjes, må du, med mig og mine skogrende morgenskrål. At du bare ved det !!

Og mens fatter fasan, overhovedet for guderne vide hvor mange små nye fasanlinger, paraderer sin uendeligt smukke fjerdragt udenfor min havedør, og med mellemrumryster fjerene voldsomt, går det op for mig, at den før så tomme skærm nu er fyldt med dét, der ikke var der.

At dét, jeg denne morgen gerne ville finde, så jeg kunne dele med jer - helt af sig selv fandt frem til mine fingre og mit sind, selvom det var med hjælp fra skogrende fasanskrål og ikke melodiøs nattergalesang, og som nu fylder linie efter linie med beretningen om denne morgens vandring frem mod dagens første erkendelse.

En erkendelse af at være i live, der opstod - sekund for sekund - fordi jeg accepterede det, jeg ikke kunne ændre, og fandt mod til at ændre det, jeg kunne. Et mod, der kom til verden, fordi det ikke kunne andet.

Modet til at være.

Det mod, jeg morgen efter morgen har fundet, og som starter min dag bedre, end noget som helst andet nogensinde har kunnet.Det mod, der sindsroligt finder sin naturlige plads i mit liv, mens de ædru dage opstår én ad gangen.

Modet til at leve.

Frederik Fasan's skogrende skrål fortoner sig i det fjerne, mens han roligt vandrer ud mod hvad det så end er, han tilbringer resten af døgnet med, mens lydene fra landevejen blander sig mere og mere - og morgenkaffen i mit krus er ved at være drukket.

Det er tid, til at fortsætte med at være dét, jeg er.

Ædru.